Vestre Landsret har afsagt dom, hvorefter en arbejdsgiver efter ligebehandlingsloven måtte betale bod for afskedigelse af en gravid medarbejder, på trods af, at arbejdsgiveren ikke kendte til graviditeten.

Print

Oprettet d. 21/4 - 2010

Vestre Landsret har den 11. januar 2010 afsagt dom i en ankesag, hvor de nærmere omstændigheder var som følger:

En 28-årig kvinde, A, blev i foråret 2008, ansat som sosu-assistent hos en privat virksomhed, B. De første 3 uger af ansættelsen havde hun ikke noget sygefravær, men på en ekstravagt 2. påskedag, den 24. marts 2008, måtte hun sygemelde sig på grund kvalme. Ved hendes henvendelse hos egen læge den 26. marts 2008 blev det konstateret, at hun var gravid, hvilket hun imidlertid ikke orienterede sin arbejdsgiver om.

Den 4. april 2008 kontaktede hun på ny arbejdsgiveren i forbindelse med, at hun var blevet forsinket på sin rute, fordi hun kastede op. Hun forsøgte dog at fortsætte, men måtte ca. ½ time senere på ny kontakte arbejdsgiveren, for at meddele, at hun var nødt til at tage hjem.

Om mandagen, den 7. april 2008, opfattede hun sig fortsat som sygemeldt. På dette tidspunkt vidste en kollega, at hun var gravid, men hun havde udtrykkeligt bedt kollegaen ikke fortælle om graviditeten. Først under en samtale med B den 7. april 2008 ved middagstid fortalte hun, at hun var gravid.

På dette tidspunkt havde B imidlertid allerede besluttet at afskedige A, og havde bl.a. udfærdiget udkast til et opsigelsesbrev, hvilket han meddelte A.

Vestre Landsret lagde på baggrund af ovenstående hændelsesforløb til grund, at det reelt var A’s fravær, der begrundede opsigelsen, og at opsigelsen skete, mens A var gravid, ligesom det fravær, der begrundede opsigelsen, i alt væsentligt skyldtes graviditetsbetinget sygdom.

Med henvisning til en præjudiciel afgørelse fra EF-domstolen fra 1997, nåede Vestre Landsret herefter frem til, at afskedigelsesforbuddet i ligebehandlingslovens § 9 må forstås således, at det er uden betydning, om det efter bevisførelsen kan lægges til grund, at B ikke kendte til A’s graviditet, da han traf sin endelige beslutning om at afskedige hende. Landsretten konkluderer herefter, at afskedigelsen på grund af det graviditetsbetingede sygefravær må anses for sket i strid med ligebehandlingslovens § 9, og at A derfor havde krav på godtgørelse efter samme lovs § 16, stk. 2. Godtgørelsen blev i overensstemmelse med sædvanlig praksis fastsat til et beløb, svarende til 6 måneders løn.

(Vestre Landsrets 12. afd. sag B-0986-09)

Kommentar:

Ud fra dommens citater af den præjudicielle afgørelse fra EF-domstolen må det lægges til grund, at landsretten ved afgørelsen har lagt vægt på, at det af afgørelsen kan udledes, at ligebehandlingsdirektivet er til hinder for lovbestemmelser, hvorefter godtgørelse for forskelsbehandling er betinget af culpa hos arbejdsgiveren.

Det er imidlertid særdeles vanskeligt at forestille sig, hvorledes et spørgsmål om culpa eller ikke culpa kan være relevant i en situation, hvor arbejdsgiveren de facto ikke har kendt til graviditeten og derfor end ikke kan have haft en intention om at udøve forskelsbehandling.

Hvis afgørelsen får lov til at stå ved magt, udgør den reelt en tikkende bombe under et i øvrigt forholdsvis velfungerende system, idet arbejdsgiver i så fald må se frem til at kunne dømmes for overtrædelse af ligebehandlingsloven på et fuldstændigt arbitrært grundlag.

Der er dog heldigvis meddelt tredjeinstansbevilling med henblik på at indbringe Landsrettens afgørelse for Højesteret.