Vedtægtsbestemt aftale i andelsboligforening om voldgift blev tilsidesat

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 23/11 - 2012

I en sag mellem købere og sælgere af andelsboligbeviser påstod sælgerne sagen afvist under henvisning til, at vedtægterne i andelsboligforeningen indeholdt følgende bestemmelse om voldgiftsbehandling:

»I tilfælde af tvist vedrørende foreningsanliggender, mellem bestyrelsen og medlemmer eller mellem medlemmerne indbyrdes, afgøres sagen, bortset, fra tilfælde, hvor generalforsamlingen eller bestyrelsen er udstyret med myndighed til at træffe afgørelse, af en voldgiftsret, der består af to personer, af hvilke hver af de tvistende parter vælger én …«

Byretten afviste sagsøgtes påstand om afvisning, da der ikke fandtes at være indgået en så klar og utvetydig aftale om voldgift, at sagerne, der vedrørte køb og salg af andelsbeviser, skulle undergives voldgiftsbehandling.

Landsretten stadfæstede afgørelsen med følgende bemærkninger:
»Ifølge § 38 i vedtægterne skal tvist vedrørende foreningsanliggender mellem bestyrelsen og medlemmerne eller mellem medlemmerne indbyrdes afgøres ved voldgift.
Det kan ikke antages, at bestemmelsen om voldgift finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor sagsøgeren som køber af en andel gør gældende, at hun ikke var bekendt med de nævnte vedtægter, og at hun dermed er indtrådt som andelshaver på et forkert grundlag.«

FM 2012.338 (VLK af 22. juni 2012, nr. B-1234-12, 11. afd.)