Værdi af fri bil - nærståendes bevisbyrde

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 13/2 - 2005

Skatteyderen var ansat i et selskab, der drev tømrervirksomhed. Han var søn af hovedanpartshaveren. Klageren havde i sit arbejde anvendt en kassevogn, der tilhørte selskabet. Vognen havde oprindeligt været parkeret på selskabets adresse efter arbejdstids ophør, men senere valgte man at lade bilen vognen stå ud for skatteyderens bopæl uden for arbejdstid.

Landsretten anså bilen for egnet til privat kørsel. Landsskatteretten havde endvidere fundet, at det måtte påhvile skatteyderen at afkræfte formodningen for, at vognen havde stået til rådighed for skatteyderens private brug, jf. TfS 1999, 28 Ø og TfS 1999, 295 V. I mangel af kørselsregnskab eller anden sandsynliggørelse havde Landsskatteretten ikke anset denne formodning for afkræftet. Landsskatteretten havde herefter tiltrådt, at skatteyderen blev beskattet af fri bil. Sagen blev af skatteyderen indbragt for landsretten, hvorefter Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle.

(TfS 2002.950 ØLD).

Kommentar: Bevis er meget uhåndterbart. Hvornår er der ført tilstrækkeligt bevis? Medmindre man opstiller meget formelle kriterier for bevisets form og indhold, er bevis udtryk for at man har overbevist en anden. En gammel (og for længst forladt) bevisform var jernbyrd. Jernbyrd bestod i at en person gik rundt med glødende jern i sine hænder. Efterlod jernet ikke brandmærker, var beviset ført.
Inden for skatterettens område har skatteydere følt, at bevisformen jernbyrd stadig eksisterer, idet det har været umuligt at føre bevis. Det gælder særligt på området for fri bil til rådighed. I stort set alle sager er en ført kørebog blevet underkendt eller så er det fornødne bevis ikke blevet ført.

Med den ovennævnte dom kunne der være åbnet op for, at der ikke længere skal ses så strengt på om en bil er til rådighed. Det interessante ved dommen er at den ydermere vedrørte hovedanpartshaveren søn.