Uskiftet bo misbrugt

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 27/1 - 2012

Uskiftet bo misbrugt. Pligt til at skifte. Den, der sidder i uskiftet bo, skal opføre sig ”økonomisk forsvarligt”. Det er altid svært at sige, hvad det betyder. Retten har truffet afgørelse herom: Manden døde og hustruen valgte uskiftet bo. Mandens særbørn gav tilladelse. I henhold til åbningsstatus var formuen på dødsdagen ca. 1,5 mio. kr., heraf udgjorde friværdien i boets faste ejendom ca. 1,2 mio. kr. I august 2007 solgte længstlevende ejendommen med et provenu på 1,8 mio. kr. Ved årsskiftet 2009/2010 var formuen nedbragt til ca. 945.000 kr., og i sommeren 2010 var den yderligere nedbragt til ca. 820.000 kr. Lænstlevende forklarede i skifteretten, at hun havde brugt ca. 240.000 kr. på istandsættelse af den lejelejlighed, hun var flyttet ind i. Hun havde derudover købt nye møbler for ca. 180.000 kr., idet særbørnene havde udtaget en del af møblerne i det tidligere fælles hjem. Hun havde derudover købt nyt tøj for ca. 90.000 kr. og havde lånt en veninde 50.000 kr. Hun oplyste, at hun ikke havde givet gaver. Hun havde misbrugt rådigheden over det uskiftede bo, jf. arvelovens § 29, og det uskiftede bo skulle derfor skiftes. Kommentar: eksemplet viser, at uskiftet bo ikke altid er lykken og ikke altid er let at administrere. Derfor er det en god idé at oprette testamente sm sikrer, at længstlevende kan skifte billigst muligt. TFA2011.437