Undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 30/12 - 2014

Natur- og Miljøklagenævnet ændrer kommunes afgørelse om, at der ikke kunne meddeles undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40.

Jordforureningslovens regler om udstedelse af henholdsvis undersøgelses- og oprensningspåbud giver ofte anledning til spørgsmål, hvis påbudene angår ældre forureninger.

Denne sag drejede sig om en ejendom, hvorfra der siden 1978 havde været drevet benzinsalg. I 2010-2011 påbegyndte Region Syddanmark en indledende forureningsundersøgelse af ejendommen. Undersøgelserne viste en jordforurening, og regionen anmodede herefter kommunen om at undersøge muligheden for at meddele påbud til forureneren.

Kommunen fandt imidlertid ikke, at det var muligt at bestemme forureningstidspunktet, og afviste derfor i 2013 i brev at meddele undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40. Regionen påklagede denne afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet, idet regionen fandt, at der kunne meddeles påbud. Grundejerens advokat afgav indlæg til støtte for kommunens afgørelse.

Natur- og Miljøklagenævnet lagde i sin afgørelse til grund, at der var en række sandsynlige forureningskilder til forureningen, og at det var sandsynligt, at forureningen stammede fra tankanlægget, samt at forureningen ikke var ophørt den 1. januar 1992. PÅ denne baggrund fandt nævnet betingelserne for at meddele undersøgelsespåbud efter § 40 opfyldt.

I henhold til nævnets egen prakis er det imidlertid en betingelse, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at der senere kan meddeles påbud om oprydning til forureneren. Nævnet lagde herefter vægt på, at der efter miljøbeskyttelseslovens § 69 kan meddeles påbud, hvis der foreligger et erstatningsretligt ansvarsgrundlag. Nævnet anførte videre, at der efter miljøerstatningsloven, der trådte i kraft 1. juli 1994, gælder et objektivt ansvar for virksomheder med nedgravede olietanke over 6.000 liter.

På denne baggrund fandt nævnet det ikke usandsynligt, at der efterfølgende ville kunne udstedes et oprensningspåbud, og ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen, i hvilken forbindelse kommunen måtte tage stilling til, hvem der skulle anses for forurener og dermed rette påbudsadressat.

NMK-11-00128