UDVIDET SAMLEVERTESTAMENTE

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 7/10 - 2013

Papirløse kan oprette et såkaldt udvidet samlevertestamente. Det fremgår af arvelovens § 87. I kan bestemme, at I skal stilles som om I var gift, men pas på med at overfortolke det udtryk. Den bedste sikring opnås ved ægteskab. I kan ikke bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde anvendelse. I har ingen tvangsarveret og I skal betale boafgift (arveafgift).

Et samlevertestamente efter arvelovens § 87 er kun gyldigt, hvis I ved oprettelsen 1) opfyldte betingelserne i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og 2) ikke havde oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret.

Det er desuden et krav, at I på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død levede sammen på fælles bopæl og 1) ventede, havde eller havde haft et fælles barn eller 2) havde levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år. En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution efter arvelovens § 89. Et samlevertestamente bortfalder, hvis I indgår ægteskab med hinanden, eller hvis en part indgår ægteskab med en anden.

I kan aftale, hvor stor en del af arven, der skal tilfalde den anden, dog skal I respektere længstlevendes eventuelle børn, der har ret til tvangsarv.

I kan også aftale ret til suppleringsarv, som betyder, at den efterladte på forhånd kan udtage 600.000 kr. af boet, og I kan aftale fortrinsret til at overtage visse aktiver.

Hvis I opretter et udvidet samlevertestamente, vil den længstlevendes retsstilling kunne forbedres f.eks. på følgende punkter:

1. Arvelodden til længstlevende kan stige fra 3/4 ved det almindelige samlevertestamente til 7/8 ved det udvidede samlevertestamente.
2. Længstlevende får ret til forlodsudtagelse af genstande, der udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, selv om de tilhøre den afdøde.
3. Længstlevende får ret til at få arven suppleret op, således at længstlevende samlet har en nettoformue på 710.000 kr. incl. forsikringssummer efter førstafdøde. (beløbet reguleres årligt)
4. Længstlevende kan få fortrinsret til inden for sin arvelod at udtage bestemte ejendele
5. Længstlevende kan få mulighed for at få henstand med arvens udbetaling efter samme regler som for ægtefæller

Den længstlevende vil ikke få mulighed for at sidde i uskiftet bo.

Denne artikel ar skrevet af advokat(H) Allan Ohms – kan kontaktes på ao@forumadvokater.dk eller 46380321