TREDJEINSTANSBEVILLING TIL ANKE AF SAG OM LØN- OG PROVISIONSORDNINGS OVERENSSTEMMELSE MED FERIELOVEN

Print

Skrevet af Mette Bjørndal Laursen d. 27/3 - 2015

Procesbevillingsnævnet har den 12. marts 2015 givet tilladelse til, at Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for en arbejdstager kan indbringe Østre Landsrets dom af 26. september 2014 for Højesteret.

Østre Landsret kom i sagen, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt arbejdstagers løn- og provisionsordning var i overensstemmelse med ferielovens § 23, stk. 2, på linje med Sø- og Handelsrettens afgørelse i første instans frem til, at beregningen af arbejdstagerens provision var i overensstemmelse med parternes aftale og ferieloven, hvorfor arbejdstageren ikke havde et krav mod den tidligere arbejdsgiver.

Arbejdstagerens løn var opdelt i henholdsvis en fast månedlig løn og en provisionsløn. Det var en betingelse for udbetaling af provision, at den opgjorte provision oversteg grundlønnen. Var provisionen mindre end den udbetalte grundløn, blev differencen overført som en skyld til modregning i den efterfølgende måneds provisionsløn. Under ferieafholdelse modtog arbejdstageren sin grundløn og en feriegodtgørelse. Efter ferieafholdelse ville arbejdstageren på grund af det manglende salg under ferien have opbygget en skyld, der skulle modregnes i den efterfølgende måneds provision. Spørgsmålet var, om denne problematik var i strid med ferielovens § 23, stk. 2.

Det følger af ferielovens § 23, stk. 2, at lønnen under ferie er den sædvanlige og fast påregnelige løn på ferietidspunktet. Er lønmodtageren provisionslønnet, har vedkommende under ferien krav på en kompensation for den provision, der mistes som følge af ferieafholdelsen.

Dansk Metalarbejderforbund gjorde som mandatar for arbejdstageren gældende, at arbejdsgivers fortolkning af en aftalt provisionsordning, der reelt indebærer, at arbejdstageren betaler for sin egen løn under ferien, er i strid med arbejdstidsdirektivets artikel 7 som fortolket af EU-Domstolen senest den 22. maj 2014 i Lock-sagen (sag C-539/12).

Arbejdsgiveren gjorde gældende, at arbejdstageren var kompenseret for, at der ikke i ferieperioder blev optjent provision, idet arbejdstageren modtog grundløn under ferien tillige med feriegodtgørelse på 12,5% af den forudgående års provision.

Det følger af arbejdstidsdirektivets art. 7, at medlemsstaterne har pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig, betalt ferie af mindst fire ugers varighed. I Lock-sagen blev dette i præmis 24 fortolket således, at arbejdstagere, hvis løn er sammensat af en grundløn og provision, hvor sidstnævnte fastsættes i forhold til de kontrakter, der indgås af arbejdsgiveren som resultat af arbejdstagerens realiserede salg, vil stride mod art. 7, såfremt arbejdstageren kun har ret til en løn, der udelukkende består af grundløn, i forbindelse med hans årligt betalte ferie.

Det følger af bemærkningerne til ferielovens § 23, at ”hvis aflønningen er sammensat af en fast grundløn samt en ikke ubetydelig provision, og arbejdsvilkårene indebærer, at provisionsdelen reduceres som følge af ferieafholdelse, vil den pågældende være berettiget til under ferieafholdelse at kombinere den faste løn med feriegodtgørelse af provisionen i det forudgående optjeningsår."
Da arbejdstageren under sin ferie modtog både grundløn og en feriegodtgørelse på 12,5 % af provisionen optjent i det forudgående år som kompensation for, at der ikke kunne optjenes provision under ferien, var der ikke sket overtrædelse af ferielovens § 23, stk. 2.
a