Teletjeneste udøvede ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 3/1 - 2013

Er det OK at mænd skal betale 2,50 kr i minuttet, mens kvinder kan tale gratis? Nej, siger Højesteret i en ny dom.

Teleudbyderen formidlede telefonkontakt primært mellem mænd og kvinder. Højesteret fandt, at den ydelse, der leveres til mænd, er den samme som den, der leveres til kvinder. Teletjenesten var tilrettelagt på den måde, at der kan ringes på et betalingsnummer (til en takst på 2,50 kr. pr. minut) eller på et gratisnummer.

Personer, som ringer på betalingsnummeret, kan alene komme i kontakt med personer, som ringer på gratisnummeret, og omvendt.
Den måde, som teletjenesten er tilrettelagt på, forudsætter, mener Højesteret, at mænd hovedsageligt ringer på det ene nummer og kvinder på det andet. Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at stort set alle kvinder benytter gratisnummeret, og at langt de fleste mænd benytter betalingsnummeret. Mænd, der ønsker kontakt med kvinder, er derfor nødt til at benytte betalingsnummeret, mens kvinder, der ønsker kontakt med mænd, skal benytte gratisnummeret.

Uanset at både mænd og kvinder kan bruge begge numre, at annonceringen (ikke længere) opfordrer mænd til at ringe på betalingsnummeret og kvinder på gratisnummeret, og at velkomsthilsnerne (ikke længere) fokuserer på køn, fandt Højesteret, at teleudbyderen for samme ydelse opkræver forskellige takster hos mænd og kvinder, og at der derfor er tale om forskelsbehandling på grund af køn.

Teleudbyderen mente - med henvisning til ligestillingslovens § 2, stk. 3, sidste led, og § 3 a, stk. 1 - at selskabet af hensyn til sin indtjening er nødsaget til at opretholde ordningen med opringning på enten et betalingsnummer eller et gratisnummer. Højesteret mente, at hensynet til selskabets indtjening ikke kunne retfærdiggøre den beskrevne forskelsbehandling og bemærkede, at ”der er heller ikke i øvrigt anført et legitimt formål som begrundelse for forskelsbehandlingen”.

Højesteret fandt derfor, at teleudbyderens teletjeneste udgør ulovlig forskelsbehandling på grund af køn, jf. ligestillingslovens § 2.

Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at teleudbyderen skal anerkende, at det er i strid med ligestillingslovens § 2, at teleudbyderen opkræver forskellige takster for mænd og kvinder. U.2013.128H

*) Ligestillingslovens § 2:
Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.