Teletjeneste udøvede ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 12/10 - 2012

Højesterets begrundelse og resultat:

Sagen angår, om Teru DK A/S’ teletjeneste (Telebaren), som den udøves i dag, udgør ulovlig forskelsbehandling på grund af køn, jf. ligestillingslovens § 2.

Teru DK’s virksomhed består i formidling af telefonkontakt primært mellem mænd og kvinder. Højesteret finder, at den ydelse, der leveres til mænd, er den samme som den, der leveres til kvinder.

Teletjenesten er tilrettelagt på den måde, at der kan ringes på et betalingsnummer (til en takst på 2,50 kr. pr. minut) eller på et gratisnummer. Personer, som ringer på betalingsnummeret, kan alene komme i kontakt med personer, som ringer på gratisnummeret, og omvendt.

Den måde, som teletjenesten er tilrettelagt på, forudsætter, at mænd hovedsageligt ringer på det ene nummer og kvinder på det andet. Højesteret lægger efter bevisførelsen, herunder skønsmandens erklæring, til grund, at stort set alle kvinder benytter gratisnummeret, og at langt de fleste mænd benytter betalingsnummeret. Mænd, der ønsker kontakt med kvinder, er derfor nødt til at benytte betalings-nummeret, mens kvinder, der ønsker kontakt med mænd, skal benytte gratis-nummeret.

Uanset at både mænd og kvinder kan bruge begge numre, at annonceringen ikke længere opfordrer mænd til at ringe på betalingsnummeret og kvinder på gratisnummeret, og at velkomsthilsnerne ikke længere fokuserer på køn, finder Højesteret efter det anførte, at teletjenesten er tilrettelagt således, at Teru DK for samme ydelse opkræver forskellige takster hos mænd og kvinder, og at der derfor er tale om forskelsbehandling på grund af køn.

Teru DK har under henvisning til ligestillingslovens § 2, stk. 3, sidste led, og § 3 a, stk. 1, anført, at selskabet af hensyn til sin indtjening er nødsaget til at opretholde ordningen med opringning på enten et betalingsnummer eller et gratisnummer. Højesteret finder, at hensynet til selskabets indtjening ikke kan retfærdiggøre den beskrevne forskelsbehandling. Der er heller ikke i øvrigt anført et legitimt formål som begrundelse for forskelsbehandlingen.

På denne baggrund finder Højesteret, at Teru DK’s teletjeneste udgør ulovlig forskelsbehandling på grund af køn, jf. ligestillingslovens § 2.

Herefter tager Højesteret Ligebehandlingsnævnets principale påstand – der omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling – til følge og stadfæster med denne ændring dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Teru DK A/S skal anerkende, at det er i strid med ligestillingslovens § 2, at Teru DK A/S opkræver forskellige takster for mænd og kvinder.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Teru DK A/S betale 75.000 kr. til Ligebehandlingsnævnet som mandatar for A.