Strandbeskyttelseslinjen - lighedsgrundsætningen

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 11/1 - 2012

I denne sag tog Østre Landsret blandt andet stilling til rækkevidden af ligebehandlingsprincippet i forhold til Naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinjen.

I sagen havde en ejer med kommunens tilladelse opført et hegn på sin grund. Hegnet overskred strandbeskyttelseslinjen.

Da miljøcentret blev opmærksom på overskridelsen oplyste centeret, at hegnet krævede dispensation i medfør af naturbeskyttelseslovens § 15, jf. § 65, stk. 1.

Grundejeren ansøgte om dispensation, hvilket miljøcentret afslog. Afslaget blev stadfærstet af Naturklagenævnet (nu Natur- og Miljøklagenævnet). Nævnets afgørelse blev indbragt for retten af grundejeren.

Under sagen påberåbte grundejeren sig blandt andet, at der var opført hegn og trapper i området, som alle var i strid med § 15, og at lighedsgrundsætningen måtte føre til, at grundejeren også skulle meddeles dispensation. Det var om trapperne og hegnene oplyst, at nogle var opført før reglerne om strandbeskyttelseslinjens ikrafttræden og nogle var etableret efterfølgende uden dispensation.

Byretten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at nævnets afgørelse led af retlige mangler eller at nævnets afvejning af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet skulle tilsidesættes.

På denne baggrund blev Naturklagenævnet frifundet.

For landsretten blev der fremlagt to tidligere dispensationer fra § 15 til opførelse af trapper indenfor strandbeskyttelseslinjen. Landsretten stadfæstede byrettens dom og bemærkede særskilt, at de for landsretten remlagte tilladelser ikke indebar, at afslaget på dispensation i denne sag var i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Dommen belyser således sammen med andre rækkevidden af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning i forhold til strandbeskyttelseslinjen og dermed også klitfredningslinjen, jf.naturbeskyttelseslovens § 8.

Østre Landsrets dom af 3. februar 2011, U2011.1485Ø