SÅDAN FOREGÅR MEDIATION

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 7/10 - 2013

Sådan løser virksomheder og private selv deres tvister

"Det er den underligste oplevelse jeg længe har haft - det var jo helt utroligt!" Sådan sagde en erhvervsleder, som for sit firma havde deltaget i mediation. Eller på dansk: konfliktmægling. Efter mere end 25 års succes i USA og andre dele af verden er dansk erhvervsliv og private borgere nu også begyndt selv at tage ansvaret for egne konflikter frem for at overlade dem til voldgiftsretter og domstole. Fordelene ved mediation er mange: forholdet mellem parterne ødelægges ikke, en tvist bilægges hurtigere og billigere, end det sker ved retssager eller voldgift, og resultatet er typisk bedre end en ren juridisk løsning.

Hvad er mediation?
Mediation kommer fra USA, hvor en anderledes retstradition har banet vejen for alternative måder at løse tvister. Det amerikanske retssystem er dyrt og præget af penge, tilfældigheder og dyre advokater. Mange brugere har mistet troen på, at domstolene er den rette konfliktløsningsvej.

"Mediator" kommer af latin og betyder "i midten". Mediators funktion er at sætte sig i midten mellem to parter, der har en konflikt og hjælpe de to parter til at kommunikere, udtrykke deres egne interesser og lytte til modpartens interesser for derved at skabe en forståelse for begge parters baggrund og synspunkter. På det grundlag hjælper mediator med at bygge bro mellem de forskellige interesser med henblik på at finde en fælles løsning, som begge parter på frivillig basis kan tilslutte sig. Det er vigtigt at forstå, at mediator ikke har ansvaret for løsningsforslag - det ansvar påtager parterne sig, og når det lykkes, så lykkes mediationen og en kostbar voldgiftssag kan undgås.

Hvordan foregår mediation ?
To virksomheder er blevet uenige om fortolkning af en aftale. De har - allerede da de indgik aftalen - været forudseende og har derfor i kontrakten bestemt, at de i tilfælde af uenighed skal forsøge mediation før voldgift. De to virksomheder finder sammen en mediator.

Parterne mødes med mediator. I princippet behøver mediator ikke på forhånd at være præsenteret for konflikten eller dens baggrund. I større sager vil det dog typisk være praktisk, at mediator forlods har sat sig ind i sagsområdet, men det aftales konkret mellem mediator og parterne.

Mediator kan beskrives som parternes "tolk". Det er en væsentlig opgave for mediator at få parterne til at lytte til hinanden. Grundtanken er, at mediator giver konflikten - og ansvaret for den - tilbage til de uenige parter. I modsætning til i retssalen skal parterne selv forhandle sig frem til en holdbar løsning - med inspiration, hjælp og vejledning fra mediator. Løsningen kan godt være helt anderledes end den, retten ville have valgt i samme sag.

Deltagerne i mediationen udpeges af parterne. Ofte vil parterne vælge at deltage sammen med egen advokat, men det vil i mediationen være parterne og ikke advokaterne, der fører ordet. Advokaterne vil lytte og besvare spørgsmål, mens parterne selv forsøger at løse konflikten. I retssager og voldgiftssager er parterne derimod gjort til passive tilskuere uden aktiv deltagelse.

Hemmeligheden ved mediation
Der er ingen formelle regler for mediation. Dermed adskiller mediationen sig fra retssag og voldgift, hvor retten kun kan tage stilling til de fakta, der på forhånd er gjort til forhandlingstema. Dermed bliver retssagen eller voldgiften meget ufleksibel i forhold til mediation. Fleksibiliteten er behagelig, men den er mere end det: ofte viser det sig i mediation, at netop den fri fleksibilitet gør det muligt for parterne at skabe en større sum af muligheder, hvorefter en deling af disse muligheder lettere kan ske på en måde, som hver part oplever som fair og ordentlig. Med andre ord: lagkagen bliver større - problemløsningen lettere.

Hemmeligheden ved mediation er, at parterne bringes til at tage ansvaret for deres egen uenighed. Det er lettere at kaste konflikten væk og bede en dommer overtage den, men prisen for denne lettelse er høj. I erhvervsforhold vil en voldgiftssag i mange tilfælde ødelægge gode relationer. En retssag nedbryder den gensidige tillid, den ligger fjernt fra begrebet samarbejde. Omvendt vil den samtale, der foregår ved mediation, have karakter af en positiv og samarbejdende dialog. Der kan sagtens være betydelig uenighed, men dialogen bliver positiv, når parterne lytter til hinanden og selv - langsomt - tager ansvaret for uenigheden tilbage for at løse den.

Rollefordeling ved mediation i forhold til ved voldgift og retssager
Mediation
Retssag
Voldgift
Hvem beslutter
Parterne
Dommer/Advokater
Voldgiftsdommer/
advokater
Hvem styrer
Parterne
Advokater
Advokater
Hvor kommer autoriteten fra
Parterne bestemmer
Loven/advokater
Loven og regler/
advokater
Hvem taler
Parterne
Advokater
Advokater
Bevisregler
Ingen
Formelle og stive
Formelle og stive
Krav til faglig viden hos aktører
Ingen - dog skal mediator være uddannet
Ja
Ja
Advokatens synlighed i processen
Lille (ingen)
Stor
Stor
Hvem får æren (eller det modsatte) af et resultat
Parterne
Advokaten
Advokaten

Virker også når det ikke virker
Det hører også med til billedet at fortælle, at en mediationsløsning ikke altid - nogle vil sige sjældent - stemmer overens med et juridisk korrekt resultat. Med andre ord vil den aftale, der indgås under mediation, i mange tilfælde afvige fra det, en dommer ville nå frem til. Forklaringen herpå er, at dommeren skal følge juraen og de formelle regler, mens parterne i mediationen selv råder over deres konflikt. De kan i princippet aftale, hvad de vil, og der er mange gode grunde til ofte at vælge en "ujuridisk" løsning. Når parterne selv går ind for løsningen vil den - viser erfaringerne - holde langt bedre end den juridiske. Den vil føles behageligere og virke befordrende for et fortsat samarbejde.

Inden mediation gennemføres, vil der blive indgået en aftale. Det sikres herved blandt andet, at de oplysninger, der kommer frem i mediationen, skal bevares som fortrolige. Mediator kan for eksempel ikke efterfølgende indkaldes som vidne i en eventuel retssag, hvis parterne ikke er blevet enige.

Succesraten for mediation i erhvervsforhold er høj, men den er naturligvis ikke 100%. Hvis parterne ikke kan nå til enighed, vil sagen derfor kunne gå videre til retten eller til voldgift. Men ofte har parterne trods uenigheden fået løst en del af problemet, så tvisten er blevet mindre. Samtidig kan parterne ofte bedre gennemleve en voldgifts- eller retssag uden at deres forhold ødelægges, fordi der under mediation er opbygget en større grad af gensidig forståelse og tillid.

Sådan kan du komme i gang med mediation
Mediation kan anvendes ved stort set alle former for uenighed. Det kan være en intern uenighed i virksomheden, for eksempel mellem to medarbejdere, eller det kan være en konflikt mellem to eller flere samarbejdende firmaer. Ofte ses det, at der i aftalegrundlaget forud for et samarbejde på forhånd er nedsat en mediationsgruppe, hvor der kan deltage folk med forskellige baggrund, der står klar til at være med, hvis der undervejs i et samarbejde opstår problemer. Det kan være med til at undgå store og dyre forsinkelser og ses derfor i dag især ved de største entreprisesager, men systemet vil med stor fordel kunne bruges mange flere steder. Denne udvikling er allerede i gang.

Hvis du i din virksomhed vil benytte mediation, kan du på www.mediatoradvokater.dk
vælge mediator. Se også www.mediationsinstituttet.dk

Denne artikel er skrevet af advokat (H) Allan Ohms – du kan kontakte mig på ao@forumadvokater.dk eller +45 4638 03 21

Allan Ohms er uddannet mediator og fungerer som retsmægler under Østre Landsret. Forum Advokater har flere uddannede mediatorer.