Retshjælp til folk med små indkomster halter. Danske Advokater vil have regeringen til at tage affære.

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 2/10 - 2012

Mange dårligt stillede mennesker er afskåret fra at få en hjælpende hånd fra en jurist, når de har konflikter med offentlige myndigheder eller med et klagenævn.

Det mener Danske Advokater , som har gennemført en analyse af retshjælpen.

Foreningen beder regeringen om at få undersøgt problemet med den manglende retshjælp til bunds - og efterlyser konkrete forslag til forbedringer.

- Uligheden i samfundet øges, siger formanden Lars Svenning Andersen.
- De mennesker, der er gidsler i dette system, er ikke selv i stand til at råbe politikerne op, mener advokatformanden.

Nogle borgere lades ifølge advokaterne i stikken, når de er utilfredse med en forvaltningsafgørelse om for eksempel forældremyndighed. Eller når de er i konflikt med et klagenævn.
I disse situationer kan mange ikke få bistand fra en advokat til at skrive en klage eller få sendt et brev. Det kunne de før den seneste store lovændring i 2007.

Der er også tale om en geografisk ulighed, mener Danske Advokater .

- Tidligere kunne man få offentlig retshjælp til denne type sager i nærmiljøet ved at opsøge en advokat. Men i dag er der kun mulighed for at henvende sig til den offentlige retshjælp i Aarhus og København, siger Lars Svenning Andersen.

At den offentlige retshjælp halter, kan direkte aflæses af udgiften, mener advokaterne.
I 2007 kostede hjælpen 21 millioner kroner, men siden er udgiften dalet til omkring syv millioner kroner.

Ganske vist har Retsplejerådet for nylig set på ordningen og har ikke fundet væsentlige problemer. Men rådet fik besked om at operere inden for den hidtidige økonomiske ramme.

- Vi er meget skuffede over, at Retsplejerådet ikke har råbt vagt i gevær over de forringelser, der er sket siden 2007, siger Lars Svenning Andersen.
Han afviser påstande om, at advokatbranchen blot forsøger at holde fast i et givtigt marked.

- Dette område udgør under én procent af vores omsætning. Vi er bekymrede for folks retssikkerhed, siger Lars Svenning Andersen.