Personalegode – rejse til New York

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 22/3 - 2010

Værdien af en rejse med udelukkende social og turistmæssig karakter til New York betalt af arbejdsgiveren var skattepligtig for den ansatte.

En arbejdsgiver havde inviteret alle medarbejdere og deres ledsagere på en 5 dages rejse til New York. I rejsen indgik sightseeings og forplejning. Der var ingen faglige arrangementer under rejsen. Omkostningen var 13.836 kr. pr. deltager.

Skattemyndighederne forhøjede den ansattes indkomst med udgifterne til turen, da turen ikke havde nogen konkret og direkte sammenhæng med arbejdsgiverens virksomhed eller i øvrigt tilgodeså arbejdsgiverens interesser.

Den ansatte og en af den ansattes kolleger forklarede i landsretten, at de ikke ville have deltaget i rejsen, såfremt de havde vidst, at de ville blive beskattet.

For landsretten blev det gjort gældende, at rejsen var i arbejdsgiverens interesse, da rejsen blev tilrettelagt og gennemført med alle arbejdsgiverens ansatte, og da det var arbejdsgiverens måde at fastholde de ansatte. Det blev yderligere gjort gældende, at rejsen var at sammenligne med en julefrokost eller firmasport, hvor der efter fast administrativ praksis ikke sker beskatning, og at der for personalearrangementer ikke består en øvre grænse for, hvornår arrangementet ophører med at være skattefrit.

Vestre Landsrets dommere kom frem til det resultat, at rejsen var et formuegode, der var skattepligtigt for den ansatte. Det blev lagt til grund, at rejsen udelukkende var af social og turistmæssig karakter, og at det ikke gjorde nogen forskel, at arbejdsgiveren også havde en interesse i turens gennemførelse. Landsretten mente endvidere ikke, at den praksis om skattefrihed, der har udviklet sig om julefrokoster og andre personalearrangementer, kunne tillægges betydning for beskatningen af en rejse af den karakter, som den ansatte havde deltaget i.

(SKM 2010.165 VLD)

Kommentar: Landsrettens dom er helt efter bogen men illustrerer et hyppigt forekommende emne. Den ansatte har fået et formuegode af værdi, som den ansatte skal beskattes af i kraft af ansættelsesforholdet. Dommen er båret af en afvejning mellem på den ene side, hvad ansatte kan modtage fra arbejdsgiveren uden beskatning, idet udgiften afholdes i arbejdsgiverens interesse, og på den anden side hensynet til at den ansatte beskattes af det, som den ansatte modtager fra arbejdsgiveren. Og i denne afvejning spiller det helt klart ind, om det modtagne træder i stedet for en privat udgift.

For rejser betalt af arbejdsgiveren er det afgørende for skattefriheden, at det kan godtgøres, at rejsen primært tilgodeser arbejdsgiverens interesse. Og dette betyder, at der ikke levnes meget plads til at der er et turistmæssigt eller socialt element i rejsen.