Ophør af ansættelse – virksomhedens beskyttelse af erhvervshemmeligheder

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 21/4 - 2016

Højesteret har afsagt en dom i en sag, som må formodes at interessere såvel ansatte som virksomhedsejere, der beskæftiger sig med materiale, der kan betragtes som erhvervshemmeligheder.

Under sagen havde en medarbejder (M), som havde været ansat i virksomheden i 10 år og som samtidig var aktionær i virksomheden opsagt sin stilling i virksomheden. I forbindelse med indgivelse af opsigelsen havde han oplyst virksomhedens direktør om, at han ikke fremover skulle beskæftige sig med de levnedsmiddeltilsætningsstoffer, som virksomheden beskæftigede sig med. M var ikke omfattet af en konkurrenceklausul. Man blev enige om, at M skulle fortsætte på en konsulentaftale. Nogle få dage efter opsigelsen blev direktøren opmærksom på, at M havde kopieret en lang række filer fra virksomhedens PC, og det var filer, der vedrørte de pågældende levnedsmiddeltilsætningsstoffer.

Virksomheden bortviste herefter M og fik nedlagt et fogedforbud dels om, at M i en periode på 3 år ikke måtte deltage i virksomhed af lignende art som virksomhedens, og dels om beslaglæggelse. Fogedretten fandt det sandsynliggjort, at M havde til hensigt at bruge de kopierede oplysninger i forbindelse med opstart af konkurrerende virksomhed og at M derved havde overtrådt markedsføringslovens § 19 om erhvervshemmeligheder.

Ved en efterfølgende prøvelse i byretten blev M frifundet, idet byretten fandt forbuddet alt for vidtgående. Tilsvarende blev beslaglæggelsen kendt ulovlig.

Sagen blev anket til Højesteret, der fandt, at kopieringen af filerne var i strid med markedsføringslovens § 19, stk. 1. Højesteret lagde vægt på, at M ikke var bundet af en konkurrenceklausul og at M ved at indlede samarbejde med en konkurrerende virksomhed ikke havde overtrådt generalklausulen i markedsføringslovens § 1.

Højesteret fandt imidlertid, at fogedforbuddet var formuleret for generelt og bredt, idet det blandt andet ikke begrænsede sig til de konkrete levnedsmiddeltilsætningsstoffer, som virksomheden beskæftigede sig med. Forbuddet fik derfor den virkning, at M reelt var afskåret fra at drive konkurrerende virksomhed, uagtet at han ikke var bundet af en konkurrenceklausul. Herudover fandt Højesteret, at forbuddets varighed på 3 år, indenfor en branche hvor produktudvikling og kopiering går stærkt, var urimelig lang tid at binde M.

Højesteret fandt således at forbuddet – og dermed også beslaglæggelsen – var ulovlig. For så vidt angår spørgsmålet om erstatning fandt Højesteret ikke, at der var bevist en årsagsforbindelse mellem M’s handlinger og virksomhedens tab.

Højesterets dom af 6. november 2015.

Sagen vedrører et problemfelt, som ofte gør sig gældende i forbindelse med betroede medarbejderes fratræden. Dommen viser, at selv i et tilfælde, hvor der foreligger en overtrædelse af markedsføringslovens § 19, er det ikke givet, at man kan begrænse den fratrådte medarbejders muligheder for at drive konkurrerende virksomhed, og i den forbindelse udnytte den viden, som medarbejderen har erhvervet i strid med § 19.

Dommen illustrerer derfor også behovet for, at virksomhederne overvejer konkurrenceklausuler i forbindelse med ansættelse af betroede medarbejdere. I den pågældende dom var det oplyst, at M var aktionær i virksomheden, hvorfor det umiddelbart synes muligt, at have pålagt M en konkurrenceklausul ikke blot som led i ansættelsen men også i en ejeraftale mellem aktionærerne.