Omfanget af brug af tjenestemobiletelefon til private samtaler kunne danne grundlag for opsigelse

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 1/8 - 2011

F blev i november 2007 ansat i en kommune, K, som integrationskonsulent med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 15 timer.

I April 2009 blev K kontaktet af politiet som følge af, at den mobiltelefon, F havde fået udleveret, indgik i en efterforskning vedrørende blufærdighedskrænkelse. Under et møde mellem K og F vedrørende denne henvendelse meddelte K, at man ikke længere havde tillid til F, og at man ville overveje at indlede en afskedigelse.

Den 7. maj 2009 fremsendte K en såkaldt ”sindet skrivelse”, hvori F blandt andet blev pålagt at afholde restferie og i øvrigt fritaget for tjeneste så længe sagen blev undersøgt.

I forbindelse med et møde med bl.a. F´s faglige organisation den 29. maj 2009 fremlagde K udskrifter fra TDC, hvoraf det fremgik, at arbejdsmobilen var anvendt af F under ophold i Tyskland og Grækenland, og konklusionen på mødet blev, at F var afskediget.

F blev ved en dom af 1. juli 2010 fundet skyldig i et enkelt tilfælde af blufærdighedskrænkelse samt diverse andre overtrædelser, herunder af våbenloven.

I relation til mobiltelefonen – hvis brug der i øvrigt ikke forelå nogen aftaler om – udgjorde forbruget for det seneste år frem til april 2009 i arbejdstiden knap kr. 3.500,00 medens for-bruget uden for arbejdstiden og i ferier m.v. udgjorde ca. kr. 10.000,00.

F´s faglige organisation rejste herefter krav om godtgørelse for usaglig afskedigelse, jf. Funk-tionærlovens § 2b.

Dette krav fik F medhold i ved byretten for et beløb svarende til 2 måneders løn.

Vestre Landsret var enig med byretten i, at mistanken om beluring/blufærdighedskrænkelser, ikke havde en sådan karakter, at den kunne indgå i grundlaget for at opsige F, idet den ikke havde nogen sammenhæng med F´s arbejde. Derimod fandt Landsretten, at F ikke havde sandsynliggjort, at han var berettiget til at medbringe mobiltelefonen på sin ferie til Græken-land og anvende den dér, og frifandt herefter kommunen for kravet om godtgørelse.

Vestre Landsrets dom af 10. februar 2011.