Ny principiel Sø- og Handelsretsafgørelse vedrørende privates internetkøb af kopivarer

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 21/11 - 2011

I de seneste mange år har det været god latin, at varemærkeforfalskede varer (herefter benævnt kopivarer) kunne indføres her til landet, for så vidt der var tale om genstande købt til privat brug. Hverken turisten, der i Asien havde indkøbt en i princippet ulovlig dvd-kopi, eller den forælder, der for at spare penge, valgte at købe sønnens sweatshirt til en brøkdel af originalvarens pris via en kinesisk hjemmeside, har således behøvet at frygte de tiltag, som varemærkeindehavernes immaterialretsadvokater på forskellig vis har haft gjort for at hindre indførsel af varerne.

Særligt for så vidt angår det sidstnævnte tilfælde (køb via internettet) har der dog været en række sager, hvor advokater for varemærkeindehaverne – når kopivarerne eventuelt blev standset i tolden – har haft fremsendt endog særdeles aggressive breve til varemodtagerne med krav om destruktion, betaling af omkostninger, samt straf og erstatning for den påståede krænkelse. Ingen af disse sager har dog hidtil været ført til ende, idet det som nævnt i indledningen har været anset for gældende ret, at indførsel til privat brug var omfattet af en undtagelsesbestemmelse i den på området gældende EU-lovgivning.

Sø- og Handelsretten har imidlertid nu taget stilling i en principiel sag, hvor en privatperson via en hjemmeside i Hong Kong havde bestilt et uægte Rolex-ur, der imidlertid blev opsnappet i SKATs kontrol hos Post Danmarks Internationale Postcenter, hvorefter frigivelsen af forsendelsen blev suspenderet.

Sagen vedrørte alene spørgsmålet om, hvorvidt uret skulle frigives til køberen, eller om det kunne kræves destrueret.

Rolex argumenterede under sagen for, at det afgørende måtte være, at en tidligere særlig undtagelsesbestemmelse for småforsendelser af ikke-erhvervsmæssig karakter i artikel 9 i den relevante forordning (nr. 3842/86/EF) udgik ved en revision af forordningen i 1994 (hvorved forordningen ændredes til forordning nr. 3295/94/EF). Ud over den ovennævnte ændring gik argumentationen nærmere på, at det afgørende ved fortolkningen af forordningen skulle være, ikke hvorvidt uret blev indført som led i erhvervsmæssig virksomhed, men hvorvidt fremstillingen af uret, henholdsvis salget til den danske køber, var sket i en erhvervsmæssig sammenhæng. Rolex gjorde således blandt andet gældende, at det forhold, at sælgeren af uret havde udfyldt toldpapirer til brug for toldangivelse ved indførelse af uret til EU-zonen og selve det at sende uret til EU-zonen udgjorde en erhvervsmæssig handling, og dermed en selvstændig varemærkeretlig krænkelse.

Sø- og Handelsretten valgte at følge Rolex’ argumentation (som alene er angivet i uddrag ovenfor) og lagde således vægt på, at undtagelsesbestemmelsen efter rettens opfattelse ikke ved fortolkning eller analogi kunne udvides til også at omfatte kopivarer, som ikke blev indført af rejsende som en del af deres bagage.

Retten lagde endvidere til grund, at forordningen efter sit indhold har til formål at forhindre, at varemærkeforfalskede og piratkopierede varer bringes på markedet, og hvor sådanne varer hidrører fra tredjelande, at forbyde deres overgang til fri omsætning i Fællesskabet. Forordningen henviser til, at ved bedømmelsen af, om der er sket en krænkelse af en intellektuel ejendomsret, skal afgørelsen træffes på grundlag af de samme kriterier, som er gældende i den pågældende medlemsstat, og som dér ville blive anvendt for at fastslå, om varer, der er fremstillet i den pågældende medlemsstat, krænker en intellektuel ejendomsret.

Retten anførte herefter, at:

”Det lægges som ubestridt til grund, at [køberen] købte uret, som han vidste var en kopi, til privat brug, og at [køberen] ikke har overtrådt de nævnte bestemmelser i ophavsretsloven og varemærkeloven. Dette er imidlertid ikke relevant for afgørelsen efter forordningen, der (alene) afhænger af, om den skete fremstilling heraf efter de regler, som gælder i den pågældende medlemsstat, har krænket intellektuelle rettigheder.”

Retten fandt herefter, at Rolex skulle have medhold i sine påstande om suspension af frigivelsen af uret, og at dette skulle afstås til statskassen til destruktion uden erstatning.

Sø- og Handelsrettens dom af 8/11 2011