Ny dom fra Højesteret: Konstateringstidspunktet efter jordforureningslovens § 48, er det tidspunkt, hvor forureningen konstateres af miljømyndigheden

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 6/10 - 2010

I denne sag blev en grundejer opmærksom på en olieforurening i 2002 og anmeldte forureningen til kommunen. Der var tale om en olieforurening, som stammede fra en lækage i en nedgravet rørledning, som var ført mellem en olietank og oliefyret. Der var tidligere - formentlig før 1991 – repareret en lækage på ledningen.

I 2004 meddelte kommunen grundejeren et undersøgelsespåbud i medfør af jordforureningslovens § 48. Det følger af denne bestemmelse, at der kan udstedes påbud, når en forurening er ”konstateret” efter den 1. marts 2000.

Tvisten i sagen angik herefter fra hvilket tidspunkt det i § 48 anførte konstateringstidspunkt skal regnes.

Topdanmark Forsikring A/S, der varetager olietanksforsikringsordningen, jf. jordforureningslovens § 49, indgav klage over kommunens påbud. Kommunens afgørelse blev imidlertid stadfæstet af Miljøstyrelsen i 2006.

Miljøstyrelsens afgørelse blev indbragt for Miljøklagenævnet, der afviste at behandle klagen.

Herefter anlagde forsikringsselskabet sag mod Miljøstyrelsen og gjorde under sagen gældende, at konstateringsridspunktet efter jordforureningslovens § 48 er det tidspunkt, hvor forureningen konstateres uanset hvem, der har gjort opdagelsen. Efter forsikringsselskabets opfattelse kunne en forurening derfor være konstateret af en grundejer, en entreprenør eller en myndighed eller lignende. I forlængelse heraf anførte forsikringsselskabet, at den daværende ejer af ejendommen måtte have konstateret forureningen i forbindelse med reparationen af olieledningen.

Landsretten lagde i sine præmisser vægt på skønsmandens forklaring om den typiske udvikling og nedsivning af en olieforurening, som i dette tilfælde måtte formodes at have været forholdsvis beskeden, og som ikke nødvendigvis var blevet opdaget i forbindelse med reparationen af rørledningen. Landsretten fandt det ikke bevist, at forureningen blev konstateret på tidspunktet forud for 1. marts 2000. På denne baggrund frifandt Landsretten Miljøstyrelsen.

Højesteret udtalte i sine præmisser, at det ikke i § 48, stk. 1, er præciseret hvad, der er bestemmende for, om en forurening er konstateret, herunder hvem, der skal have konstateret forureningen.

Højesteret lagde vægt på, at det følger af bemærkningerne til lovforslagets § 48, at lovgiveren har valgt konstateringstidspunktet – frem for tidspunktet for forureningens opståen – som afgørende for, om der kan udstedes påbud uanset forureningens årsag, ud fra et ønske om at undgå komplicerede diskussioner mellem miljømyndigheden og den nuværende ejer om, hvorvidt forureningen er sket i den nuværende ejers eller den tidligere ejers tid, og om, hvem der kan anses for ansvarlig for forureningen. Der gives i bemærkningerne samtidig udtryk for, at lovforslaget har til formål at modvirke de problemer, som en tidligere retstilstand Havde medført for olietankejere, der måtte leve med forureningen, eller selv har måttet bekoste en oprydning, med mindre miljømyndigheden fandt forureningen så alvorlig, at den på et tidspunkt blev ryddet op på det offentliges regning.

Højesteret anførte videre, at disse hovedhensyn ville blive modvirket, hvis § 48, stk. 1, skulle forstås således, at en olieforurening skal anses for konstateret, blot en tredjemand eller en tidligere ejer eller bruger har været bekendt med forureningen, da der ved en sådan retstilstand vil kunne opstå vanskelige tekniske og juridiske tvivlsspørgsmål om konstateringstidspunktets fastlæggelse.

Højesteret anførte, at bestemmelsens formål derfor taler for at fortolke § 48, stk. 1, således, at konstateringstidspunktet er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen på en sådan måde, at der kan meddeles ejeren af olietanken et påbud. Højesteret fandt ikke, at det forhold, at bestemmelsen derved kan få tilbagevirkende kraft, gav anledning til at anlægge anden fortolkning af bestemmelsen. Lovgiver var således i bemærkningerne til bestemmelsen opmærksom på, at § 48 indeholdt en regulering med tilbagevirkende kraft. Bestemmelsen var samtidig sammenhængende med reglerne om forsikringsdækning af grundejeren. Højesteret fandt på denne baggrund, at konstateringstidspunktet efter jordforureningslovens § 48 er det tidspunkt, hvor miljømyndigheden konstaterer forureningen.

Topdanmark havde under sagen fremsat anbringender om, at Miljøstyrelsen ikke havde godtgjort, at forureningen ikke blev anmeldt til kommunen forud for maj 1991. Dette anbringende blev dog afvist af højesteret som for sent fremsat. Højesteret bemærkede i øvrigt, at bevisførelsen herfor ville have påhvilet Topdanmark.

Da olieforureningen herefter skulle anses for konstateret, da forureningen blev anmeldt til kommunen i april 2002, fandt højesteret, at Miljøstyrelsens påbud havde den fornødne hjemmel, hvorefter landsrettens dom blev stadfæstet.

Højesterets dom af 22. juni 2010 (UFR 2010. 2518H)