Nu kan du selv tjekke om jorden er forurenet

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 29/5 - 2012

Danmarks Miljøportal giver nu borgere mulighed for selv at hente data om jordforurening på et matrikelnummer og udskrive en jordforureningsattest.
Der er i Danmark kortlagt mere end 25.000 lokaliteter, som er potentielt eller faktisk forurenede. Mange af lokaliteterne er kun berørt i let grad, mens det på andre arealer kan være sundhedsskadeligt at anvende jorden til fx leg eller dyrkning af grøntsager. Årsagerne kan være, at der tidligere har ligget et autoværksted, et renseri eller en anden forurenende virksomhed på grunden.
Altid aktuelle data
Danmarks Miljøportal er det sted på nettet, hvor myndighederne indberetter data om natur og miljø. Portalen gik sidste sommer i luften med databasen DKjord, der giver online adgang til en landsdækkende kortlægning af jordforureningen.
Nu har DKjord fået tilføjet en ny funktionalitet, der betyder, at man som borger selv kan finde de ønskede oplysninger i tekst, tal og på kortudsnit og samtidig gemme en jordforureningsattest på sin egen computer.
På den måde behøver man, i langt de fleste tilfælde, ikke længere kontakte regionerne, som hvert år besvarer over 100.000 henvendelser fra borgerne om forurenede grunde. Regionerne og kommunerne opdaterer løbende data, så de informationer, der trækkes over i attesterne vil altid være aktuelle. Hvis man skal søge yderligere oplysninger hos myndighederne vil dette også fremgå af attesterne.
Mange har glæde af ny funktionalitet
Ifølge Danske Regioner er Danmark det første land i Europa, der kan tilbyde offentligheden online adgang til jordforurening og mulighed for at generere en attest.
”Udover borgerne er det typisk kommunale sagsbehandlere, der arbejder med tilladelser til byggeri på forurenede grunde, som har glæde af den nye funktionalitet. Derudover har rådgivere, entreprenører og ejendomsmæglere stor interesse i jordforureningsattesterne, da det har indflydelse på deres arbejde fx i forbindelse med salg af ejendom”, siger projektleder Thomas Tengberg fra Danmarks Miljøportal.
Sådan gør du, hvis du vil finde oplysninger om jordforurening på en matrikel
Gå ind på hjemmesiden miljoeportal.dk. Her finder du en vejledning, som guider dig igennem.
Fakta
• Danmarks Miljøportal er et fællesoffentligt partnerskab mellem Miljøministeriet, kommunerne (KL) og Danske Regioner.
• Med jordforureningsattesten får offentligheden adgang til opdaterede oplysninger om jordforurening i hele Danmark
• Attesterne dannes ud fra regionernes og kommunernes data om forureningskortlagte ejendomme og arealer omfattet af områdeklassificering