Skattemyndighedernes erstatningsansvar

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 4/2 - 2005

Sagen drejede sig om, hvorvidt Københavns Kommune, ved at have forhøjet en vognmands skatteansættelser skønsmæssigt og ved efterfølgende at have tvangsinddrevet skatterne samt ved at have foranlediget skatteyderens hyrevognsbevilling inddraget, havde pådraget sig et erstatningsansvar. Vognmanden havde over for skattemyndighederne erkendt, at kørselsbøgerne var fiktive. Skønnet var blevet udøvet på grundlag af oplysninger, vognmanden havde indgivet til toldmyndighederne. I 1994 fandt Landsskatteretten, at forhøjelsen for et enkelt skatteår var forældet, mens forhøjelserne for de 3 efterfølgende år blev nedsat væsentligt. Højesteret lagde vægt på, at skatteforvaltningens skøn var udøvet på grundlag af vognmandens egne oplysninger til toldmyndighederne samt til, at der ikke forelå sagsbehandlingsfejl. Højesteret fandt herefter, at der ikke var grundlag for at statuere et erstatningsansvar.
(TfS 2002.922 HD).

Kommentar: Det offentlige – herunder skattemyndighederne – er som alle andre undergivet et erstatningsansvar for skadevoldende adfærd. Som middel til at få skatteyderne til at betale deres skat, har skattemyndighederne flere værktøjer til deres rådighed. Over for visse erhvervsdrivende, har skattemyndighederne mulighed for at inddrage autorisationen – altså bevirke at skatteyderen helt må opgive sin virksomhed – såfremt gælden overstiger et vist beløb.

I den bagved liggende skattesag havde skatteyderen haft rod i regnskaberne, og skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens indkomst. Indkomsten var af de lokale skattemyndigheder forhøjet så meget, at skattegælden gav ret til at inddrage skatteyderens hyrevognsbevilling. Landsskatteretten kom til, at forhøjelserne skulle være mindre, og det fik som konsekvens, at skattegælden ikke længere var så stor, at de gav ret til at inddrage hyrevognsbevillingen.

Erstatningssagen kom altså til at handle om, om kommunen var erstatningsansvarlig for at have sat indkomsten for højt og derefter have inddraget hyrevognsbevillingen. Dette mente Højesteret ikke.