Skattefri aktieombytning - kravet om stemmeflerhed

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 5/9 - 2006

Et selskab var ejet af to anpartshavere, A og B, med henholdsvis 51% og 49%. A (51%-anpartshaveren) var onkel til B, som var eneanpartshaver i selskabet C, der ejede de sidste 49% af anparterne i selskabet. Ejerstrukturen var etableret den 31. december 2004 i forbindelse med at 51%-anpartshaverens D, der var far til B, var udtrådt af selskabet. Før D´s udtræden var anparterne i selskabet ejet af A med 50%, D med 25% og C med 25%.

A søgte om tilladelse til skattefri aktieombytning. Af en tidligere anpartshaveroverenskomst fremgik, at beslutninger vedrørende den daglige drift skulle træffes af ledelsen (direktionen), mens alle andre beslutninger krævede enstemmighed blandt anpartshaverne. Af den på ansøgningstidspunktet gældende anpartshaveroverenskomst fremgik, at beslutninger omfattende ansættelse og afskedigelse af personale, foretagelse af investeringer ud over 50.000 kr., ydelse af kredit udover normal kredittid eller tilsvarende forpligtelse og aftaleforhold med kunder, hvor selskabet løber en større økonomisk risiko afgøres på anpartshavermøder.

Skat nægtede tilladelse til skattefri aktieombytning, da man ikke fandt at A havde bestemmende indflydelse i selskabet. Skat fortolkede anpartshaveroverenskomsten således at anpartshaverne på alle væsentlige områder var ligestillede.

A´s repræsentant gjorde gældende, at der i den gældende anpartshaveroverenskomst ikke var stemmeretsbegrænsninger, og at A derfor kunne gøre sine stemmer gældende for hele sin anpartsbesiddelse på 51%, og at A dermed havde flertal af stemmerne. I anpartshaveroverenskomsten var direktionens bemyndigelse begrænset, men der var ingen begrænsning i A´s stemmeret.

Landsskatteretten fandt, at anpartshaveroverenskomsten indskrænkede A´s formelle majoritet, da det måtte lægges til grund, at beslutninger på anpartshavermøder kræver enighed. Betingelsen om opnåelse af stemmeflerhed var af denne grund ikke opfyldt. (TfS 2006.720 LSR)

Kommentar:

Landsskatterettens kendelse forekommer mærkværdig set i lyset af de faktiske oplysninger i sagen. Det fremgår, at A ejer 51% af kapitalen, og at alle anparter giver lige stemmeret. Udgangspunktet må derfor være at A har majoritet, formelt som reelt. Af anpartshaveroverenskomsten, som den var gældende på ansøgningstidspunktet, fremgår, at en række beslutninger skal træffes på anpartshavermøder, men der fremgår intet om, at A´s stemmeret er begrænset. Anpartshaveroverenskomsten giver dermed kun B den indflydelse der måtte ligge i at have gode overtalelsesevner. Yderligere stemmeret er der ikke tale om. Det er derfor min opfattelse, at A skulle have haft tilladelsen.

En forklaring på Landsskatterettens kendelse kan være, at Landsskatteretten anser hele konstruktionen for at være uden realitet, forstået på måde, at A´s erhvervelse af yderligere 1% af anparterne i selskabet den 31. december 2004, samt den ny anpartshaveroverenskomsts bestemmelse om at der ikke længere kræves enighed mellem anpartshaverne, alene er oprettet for at A kan få et holdingselskab via en skattefri aktieombytning. Det havde så klædt Landsskatteretten at anføre dette. Ellers er man nødt til at lægge de indgåede aftaler til grund også i skattemæssig henseende.