Periodisering af gældseftergivelse

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 3/9 - 2005

Et selskab var nødlidende. I 1996 indgik det aftale med sin bankforbindelse om, at der skulle indbetales kr. 3,4 mio. Herudover blev det aftalt, at bankens resttilgodehavende ville blive eftergivet, såfremt en af selskabet ejet ejendom ikke blev solgt til en pris, der dækkede tilgodehavendet. Banken skulle sælge ejendommen til mindst 8,5 mio kr., idet der var realkreditgæld i ejendommen for dette beløb. Blev ejendommen solgt til en pris, der oversteg resttilgodehavendet, ville provenuet tilfalde banken. Ejendommen blev i 1997 solgt til en pris, der delvist dækkede bankens tilgodehavende. Selskabet gjorde gældende, at aftalen om gældseftergivelse var indgået i 1996, således at der ikke skete reduktion af underskuddet for 1997. Østre Landsret fandt, at det først efter salget af ejendommen stod klart, hvorvidt banken fik dækning for sit tilgodehavende eller ej. Aftale om gældseftergivelse var derfor først indgået i 1997.

(TfS 2004.545 ØLD)

Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med læren om resolutive og suspensive betingelser. Er en aftale suspensivt betinget, får den først virkning, når betingelsen indtræder. I sagen var gældseftergivelsen betinget af, at der efter bankens salg af ejendommen var en gæld at eftergive. Da dette først kunne konstateres efter salget i 1997, fik aftalen også først skattemæssig virkning i dette år.