Omgørelse - ikke krav til ond tro

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 22/5 - 2005

Et selskab havde overdraget en virksomhed til et søsterselskab. Skattemyndighederne anerkendte ikke værdiansættelsen af goodwill. Der blev søgt om omgørelse, således at værdien af goodwill blev fastsat i overensstemmelse med skattemyndighedernes opfattelse, hvorved skattemæssige konsekvenser blev undgået.

Den stedlige skattemyndighed nægtede at give tilladelse til omgørelse, da man fandt, at selskaberne var i ond tro, idet den ændrede værdiansættelse af goodwill kunne eller burde være forudset. Ligningsrådet gav tilladelse til omgørelse, da skattestyrelseslovens § 37 C ikke kan fortolkes således, at der er krav om god tro.

(TfS 2002.86 LR)

Kommentar: Fra 1. juni 1999 har reglerne om omgørelse stået i skattestyrelseslovens § 37 C. For at man kan få omgørelse, kræves det, at lovens 5 betingelser er opfyldt. Dispositionen må ikke være båret af hensynet til at spare eller udskyde skatter, dispositionen skal have haft væsentlige utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Dispositionen skal være lagt klart frem, retsvirkningerne af omgørelsen skal være enkle og overskuelige, og endelig skal alle, der berøres af omgørelsen tiltræde denne.

For Ligningsrådet var spørgsmålet, om ”utilsigtede skattemæssige konsekvenser” indebar, at omgørelse var udelukket, såfremt skatteyderen eller dennes rådgiver burde have forudset skattemyndighedernes opfattelse på forhånd, således at der forelå ”utilsigtede skattemæssige konsekvenser”. Ligningsrådet fandt, at dette ikke var tilfældet.

Ligningsrådets afgørelse er god derhen, at der er en reparationsmulighed i de tilfælde, hvor skattemyndighederne har en anden opfattelse end skatteyderne. Afgørelsen er derimod mindre god derhen, at omgørelse også står åben i de tilfælde, hvor skatteyderen har fået dårlig rådgivning. Når der ikke stilles krav til rådgivers indsigt, kan det befrygtes, at kvaliteten af revisorers, advokaters og andres rådgivning daler.