Omgørelse - god tro på dispositionstidspunktet eller på selvangivelsestidspunktet?

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 24/10 - 2006

En landmand overdrog en landbrugsejendom til sin søn den 7. januar 1998. Overdragelsen skete med skattemæssig succession. Udbetalingen betalte sønnen med hævede etableringskontomidler.

I juni 1999 havde landmanden angivelig haft en telefonsamtale med den lokale skattechef. Ifølge landmanden oplyste skattechefen, at der ikke var noget i vejen med at anvende etableringskontomidler selv om overdragelsen skete med succession. Ved brev af 15. juni 1999 fra skattechefen til landmanden oplystes det, at etableringskontomidler ikke kunne anvendes, da overdragelsen skete med succession. Ifølge landmandens egne oplysninger blev brevet ikke åbnet inden selvangivelserne blev indleveret 1. juli 1999.

Landmanden og hans søn selvangav køb med succession, og sønnen selvangav, at der var anvendt etableringskontomidler til erhvervelsen.

Efter at skattemyndigheden havde indkaldt materiale anmodede landmanden og hans søn om, at der blev givet tilladelse til delvis omgørelse, således at der ikke blev succederet i visse angivne aktiver, og at der kunne anvendes etableringskontomidler til erhvervelse af disse aktiver. Afgørende for om der kunne gives tilladelse til omgørelse var, om efterbeskatningen af de hævede etableringskontomidler var en utilsigtet skattemæssig konsekvens eller ej.

Skattemyndigheden og Ligningsrådet nægtede at give tilladelse til omgørelse. Sagen blev indbragt for landsretten. Landsretten nægtede også omgørelsen. Landsretten begrundede dette med, at på tidspunktet hvor det senest skulle besluttes om der skulle overdrages med succession eller ej, var eller måtte antages at være landmanden og sønnen bekendt, at etableringskontomidler ikke kunne hæves uden efterbeskatning, når der blev succederet.

Sagen gik derpå til Højesteret. Højesteret fandt, at landmanden og hans søn var berettiget til omgørelse, da omgørelse alene er betinget af, at de skattemæssige konsekvenser var uforudsete og dermed utilsigtede på dispositionstidspunktet.

Kommentar:

Med Højesterets dom ligger det fast, at bedømmelsen af om en disposition har haft utilsigtede skattemæssige konsekvenser skal foretages ud fra forholdene på dispositionstidspunktet. En senere erhvervet viden er derfor uden betydning. Ud fra betragtningen om, at landmanden og hans søn disponerer i troen på, at aftalen ikke vil have uforudsete skattemæssige konsekvenser, og at en omgørelse på den ene eller anden måde vil stille parterne anderledes end oprindeligt aftalt, virker det helt korrekt at lade dispositionstidspunktet være gældende, uanset at valget af succession står åbent frem til det tidspunkt hvor der skal selvangives.

Når dette er sagt, vil jeg dog også tilføje, at jeg kan have sympati for skattemyndighedernes og landsrettens begrundelse. Når det på tidspunktet for indgivelsen af selvangivelsen, hvor valget af succession skal meddeles, står klart eller burde står klart, at den indgåede aftale ikke er i overensstemmelse med skattelovgivningen, virker det stødende, at landmanden og hans søn alligevel får omgørelse uanset at de bare selvangiver på trods af den viden de har eller burde have. Allerede på dette tidspunkt burde de have taget initiativ til en omgørelse. At landmanden og sønnen i sidste ende får omgørelsen er en følge af, at der ikke er tidsfrister for at anmode om omgørelse.

(SKM 2006.629)