Fratrædelsesvederlag - løn contra aktieavance.

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 9/11 - 2006

Som led i et generationsskifte blev skatteyders personligt drevne virksomhed overdraget til selskab A for 715.000 kr. Selskabet havde et holdingselskab B. Skatteyderen blev samtidig ansat som salgsdirektør i A med en løn på 80.000 kr. om måneden med tillæg af fri bil.

Skatteyderen købte via sit eget holdingselskab nom. 500.000 kr. B-aktier i B, til kurs 100. Der blev indgået en aktionæroverenskomst mellem skatteyderen og de øvrige aktionærer i B. Af denne fremgik, at skatteyderen ved fratræden havde ret til et års løn, ejerskab til den overdragne virksomhed samt et beløb for B-aktierne, som udgjorde den nominelle værdi multipliceret med det antal år, som ville give et acceptabelt resultat.

A opnåede ikke acceptable resultater.

De øvrige aktionærer i B opsagde aktionæroverenskomsten med skatteyderen. Der var ikke enighed om hvorledes aktionæroverenskomsten skulle fortolkes. Efter forhandlinger enedes man om at der tilkom skatteyderen eller dennes holdingselskab et beløb på kr. 1.100.000.

Skatteyderen forespurgte Skatterådet om det kunne accepteres, at kr. 600.000 af forligsbeløbet på 1.100.000 kr. kunne anses for løn, mens resten skulle anses for salgssum for aktierne i B. Skatteyderen anførte, at de 600.000 kr. svarede til 6 måneders løn, at den af skatteyderen drevne virksomhed i dag var integreret i A således at denne ikke kunne tages tilbage, og at aktierne i B havde en værdi.

Skatterådet kom frem til, at skatteyderen efter aktionæroverenskomsten havde krav på 1 års løn, at den tidligere personligt drevne virksomhed ikke havde nogen selvstændig værdi, samt at aktierne i B ikke efter aktionæroverenskomsten, som var indgået mellem uafhængige parter, havde nogen værdi, da der ikke var opnået acceptable resultater efter aktionæroverenskomsten. (SKM 2006.652 SR)

Kommentar:

Afgørelsen viser hvor svært det er at få en anden fortolkning af en aftale end den der er den umiddelbare. Efter aktionæroverenskomsten havde skatteyderen ret til et års løn. Det er derfor, når parterne ikke havde aftalt andet i forliget, svært at komme frem til andet, end at vederlaget dækker et års løn, når forligsbeløbet meget godt svarer til lige præcis 1 års løn. Skatterådets fortolkning skal også ses i lyset af den fortolkning, som skattemæssigt anlægges, når der i forbindelser med afskedigelser aftales løn og fratrædelsesgodtgørelse. Her er fortolkningsreglen, at beløbet i første række dækker løn i opsigelsesperioden, og at kun beløb udover løn i opsigelsesperioden kan anses for fratrædelsesgodtgørelse. I afgørelsen havde skatteyderen nok været bedre stillet, såfremt det ikke i overenskomsten havde været reguleret, hvilken løn og hvilket vederlag skatteyderen skulle have.

Afgørelsen viser den betydelige indflydelse som en præcist formuleret aftale kan have skattemæssigt og accentuerer betydningen af at bruge kyndig advokatbistand ved formuleringen af aftalerne.