Fradrag for beklædningsudgifter

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 7/3 - 2005

Skatteministeriet har i en sag indgået et retsforlig, hvor ministeriet anerkender, at et musikerpar får fradrag for beklædningsudgifter. Parret havde i 1996 afholdt kr. 30.000 til tøj til brug for deres optrædender. Der var tale om en kjole besat med farvede pailletter og guldkant, en mellemlang jakkekjole med mønstre trykt i guld og stærke farver, en hellang rød velourkjole med fjerboa, en orangegul herrejakke samt en skindjakke. Intet af tøjet anvendes privat. I en kommentar har Skatteministeriet oplyst, at baggrunden for retsforliget og dermed anerkendelsen af fradraget er, at tøjet var så specielt, at det ikke kunne anvendes privat samt at parrets udgifter til tøj havde oversteget de udgifter, der var normalt (TfS 2001.109 ØLD).

Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at der er skrappe betingelser for at få fradrag for arbejdstøj. Vi skal alle bære tøj til daglig, da det ikke er tilladt at gå nøgen rundt. For at man kan få fradrag er det endvidere en betingelse, at tøjet ikke kan anvendes privat. En forretningsmand kan f.eks. ikke få fradrag for sit jakkesæt. Endelig skal udgiften til tøjet være væsentligt større end normale beklædningsudgifter.