Eneanpartshavers skattepligtige indkomst med rette forhøjet

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 30/1 - 2006

Denne sag viser betydningen af sondringen mellem selskabsudgifter og private udgifter og vigtigheden af at foretage korrekt bogføring i sit selskab.

En eneanpartshavers skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 var blevet forhøjet af skattemyndighederne med 614.163 kr. Baggrunden var, at eneanpartshaveren havde selvangivet en skattepligtig indkomst på 0,00 kr. for året, og var eneanpartshaver og direktør for et selskab ved navn Centerlink ApS, og at skattemyndighederne havde fundet, at selskabet havde afholdt en række private udgifter på eneanpartshaverens vegne. Virksomheden drev erhvervsmæssig virksomhed med salg af reservedele til den grafiske industri samt support på grafiske maskiner. De udgifter, som skattemyndighederne fandt, at selskabet havde afholdt på eneanpartshaverens vegne blev anset for yderligere løn til denne, hvorved selskabet opnåede fradrag i henhold til statsskattelovens § 6, litra a og eneanpartshaveren skulle lønbeskattes.

Herudover konstaterede skattemyndighederne, at selskabet både havde udbetalt kørselsgodtgørelse samt afholdt faktiske udgifter til eneanpartshaverens bil, og her valgte skattemyndighederne at godkende den udbetalte kørselsgodtgørelse, men at anse selskabets biludgifter for yderligere løn til klageren. Endelig konstaterede skattemyndighederne, at selskabet havde afholdt mobiltelefonudgifter for eneanpartshaverens ægtefælle, og at dette var yderligere løn. Der forelå øvrige forhold, som er mindre relevante i denne sammenhæng.

I forbindelse med sagen gennemgik skattemyndighederne samtlige kontoudtog fra banken. Kontoen var følge eneanpartshaveren selskabets. En række kontoudtog manglede, og kontoen var ikke af banken indberettet som værende selskabets, men på kontoudtogene var det selskabets navn der var anført. Skatteforvaltningen valgte at anse kontoen for værende selskabets konto til trods for den ukorrekte registrering.

Herudover forelå der en gennemgang af firmaets giroudtog, hvoraf i alt 233 posteringer blev udvalgt og betragtet som dækning af private udgifter. For eksempel fandtes der 36 transaktioner med supermarkeder, af hvilke der kun fandtes bilag for tre. For en lang række andre indkøb oplyste eneanpartshaveren, at han havde kontaktet leverandørerne uden, at de havde været i stand til at finde frem til de originale fakturaer.

Under sagen fremførte eneanpartshaveren argumentet, at skattemyndighedernes afgørelse byggede på fejl, sjusk og misforståelser, som kunne havde været undgået, såfremt kommunen havde taget imod hans tilbud om en fælles gennemgang af materialet. Han erkendte, at selskabet i beskedent omfang havde betalt private udgifter, som var selskabet uvedkommende men sagde at en række indkøb i dagligvareforretninger var indkøb af selskabets kontorartikler, mad til kundepleje eller bespisning af teknikere, og gaveartikler til forretningsforbindelser m.v.

Skattemyndighederne anførte under sagen, at eneanpartshaveren (nu under sagen) havde dokumenteret, at ca. 79.000 kr. af de samlede af skatteansættelsen omfattede udgifter vedrørende selskabet, men at han ikke havde dokumenteret, at resten var firmarelaterede, og at disse derfor måtte betragtes som en række private udgifter.

Østre Landsret nåede frem til, at selskabet i 1997 ikke havde fulgt almindelig rutine vedrørende førelse af kasserapport og bogholderi, og heller ikke løbende havde gennemført skatteafstemninger eller udarbejdet sædvanligt regnskab.

Efter bevisførelsen fandtes det, at der forelå en betydelig sammenblanding mellem selskabet og eneanpartshaverens private økonomi, og eneanpartshaveren fandtes ikke med den fornødne sikkerhed at have sandsynliggjort, at udbetalingerne havde tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse eller var selskabsinterne overførsler.

Herefter fandtes det ubetænkeligt at anse de omtvistede udgifter og udbetalinger som vedrørende eneanpartshaverens private forhold.

På denne baggrund blev de forhøjede skatteansættelser godkendt med undtagelse af godt 79.000 kr., der som omtalt blev dokumenteret under sagen, og eneanpartshaveren blev tilpligtet at betalt skatteministeriet 50.000 kr. i sagsomkostninger.

Kommentar:
Der er momenter i denne sag der er generelt anvendelige og illustrative for den ”nye” selskabsindehaver, som for eksempel er vant til at drive virksomhed i personligt regi, men nu skal til at vende sig til det at have et selskab.

Referatet viser, at det er vigtigt at opbevare bilag, at foretage kasseafstemning og i det hele taget at gennemføre almindelige lovpligtige og sædvanlige rutiner i forbindelse hermed og i forbindelse med udarbejdelse af regnskab.

Udover at en sammenblanding af anpartshaveres og deres private økonomi er ulovlig, indikerer dommen tillige den skattemæssige betydning heraf.