Aktieombytning - kortvarig aktiemajoritet - realitetsvurdering

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 5/8 - 2005

Systemet med at man skal opnå skattemyndighedernes godkendelse har sine fordele og ulemper. Indhentelse af godkendelse tager tid. Omvendt opnår man sikker-hed mod senere overraskelser. Før november 1994 kunne en aktieombytning ske uden tilladelse. Kravet var alene, at det ombyttede selskab opnåede flertallet af eller samtlige stemmer. Yderligere blev der ikke stillet krav om 3 års ejerskab. Ulempen ved ikke at skulle indhente godkendelse illustreres ved en dom fra Østre Landsret.

En aktionær ejede 50% af aktierne i et selskab. Han erhvervede i november 1993 yderligere nom. 1.000 kr. aktier i selskabet og foretog en aktieombytning. Ca. 3 uger efter aktieombytningen blev de ombyttede aktier tilbagesolgt i sin helhed til den sælger, der havde solgt de nom. 1.000 kr. aktier. Salget skete til samme kurs som aktionæren havde købt de nom. 1.000 kr. aktier for. Uanset at der først fra november 1994 gjaldt skatteregler, der modvirkede den transaktion som aktionæren havde foretaget, fandt Østre Landsret ud fra en realitetsbedømmelse, at overdragelsen af de nom. 1.000 kr. aktier ikke kunne tillægges skattemæssig virkning. Konsekvensen blev at aktieombytningen blev skattepligtig.

(TfS 2003.355 ØLD)

Kommentar: Dommen vedrører den såkaldte realitets-grundsætning, som de seneste år har vundet indpas i domstolenes praksis. Indholdet af realitetsgrundsæt-ningen lader sig bedst beskrive ved, at den tillægger realiteten bag skatteyderens handlinger virkning, mens de formelle handlinger frakendes virkning. I den omtalte sag var der tale om ganske offensiv skattetænkning – en skattetænkning som en lovændring et år senere satte en stopper for. I sagen var hele transaktionsræk-kefølgen blevet fastlagt i forvejen. Der bestod hverken en ejerrådighed eller ejerrisiko for aktionæren. Uanset at man kan have sympati for Landsrettens afgørelse, så skaber anvendelsen af realitetsgrundsætningen proble-mer. Anvendelsen af realitetsgrundsætningen bliver halmstrået, som redder skattemyndighederne hvor lovgivningen ikke slår til. Dette efterlader en retsusik-kerhed, som skatteyderne ikke er tjent med. På den anden side er samfundet heller ikke tjent med at visse skatteydere gør alle mulige og umulige krumspring for at undgå at betale skat. I virkeligheden er kravet om godkendelse ikke så dårligt. Det giver myndighederne mulighed for at tænke sig om, og det giver borgeren sikkerhed.