Minoritetsbeskyttelse og selvkontrahering

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 4/4 - 2006

Det er ikke hyppigt, at der offentliggøres domme, hvor ledelsesmedlemmerne har selvkontraheret, og hvor man bringer sikkerhedsventilen i den demokratiske selskabsretslovgivning, minoritetsbeskyttelsesreglen, i anvendelse. Denne afgørelse er derfor et sjældent eksempel.

Der var i 1994 indgået en forpagtningsaftale omkring en restaurant imellem et selskab, hvis eneejere og direktører tillige var indirekte medejere af bortforpagter, og den ene af disse direktører tillige var direktør for bortforpagter.

Der blev i marts 1995 indgået en tillægsaftale mellem de to selskaber, der gav forpagteren ret til bygningsmæssige ændringer med refusion fra bortforpagter af 50% af udgifterne, og som tillige gav forpagteren ret til at købe restauranten til en fast pris på 1,45 mill. kr.

Tillægget blev både for forpagter og for bortforpagter underskrevet af de samme to personer, der var direktørerne i forpagteren, og hvoraf den ene altså tillige var direktør for bortforpagter.

Et par år efter blev det på en generalforsamling i bortforpagters moderselskab besluttet, at sælge anparterne i bortforpagterselskabet til forpagteren med udgangspunkt i forpagterens køberet efter tillægsaftalen.

En person, der var indirekte medejer af bortforpagterselskabet, protesterede mod beslutningen og anlagde sag mod bortforpagterselskabet og dettes moderselskab, forpagteren, og de to direktører i forpagteren med påstand blandt andet om, at tillægsaftalens bestemmelser om refusion og køberet samt generalforsamlingens beslutning om anpartsoverdragelse var ugyldige.

Højesteret lagde til grund, at køberetsbestemmelsens pris var fastsat efter en vurdering, der var foretaget tre år tidligere, og at restauranten senere var vurderet højere. Selvom der blev gennemført investeringer med refusion fra bortforpagter, var prisen i aftalen fast og skulle ikke forhøjes i takt med, at sådanne investeringer blev gennemført.

Højesteret nåede frem til, at disse bestemmelser om refusion og køberet var åbenbart egnede til at skaffe forpagter og dermed dette selskabs direktør og ejere en utilbørlig fordel på bekostning af bortforpagter og dermed de øvrige anpartshavere i bortforpagter. Derfor var det i strid med minoritetsbeskyttelsesreglerne. Højesteret fandt endvidere, at aftalen var indgået i strid med forbuddet mod selvkontrahering i anpartsselskabsloven. På denne baggrund var bestemmelserne om køberet og refusion ugyldige og ikke bindende for bortforpagter.

Hvad angår selve beslutningen om salg af anparterne i bortforpagterselskabet til forpagterselskabet, blev det på generalforsamlingen besluttet at sælge disse anparter for en pris, der svarer til knap 1,1 mill. kr. kontant. Ifølge et under retssagen afholdt syn og skøn var handelsværdien imidlertid 3,6 mill. kr.

Også denne generalforsamlingsbeslutning var åbenbart egnet til at skaffe forpagterselskabet og dermed dets to ejere og direktør en utilbørlig fordel på bekostning af bortforpagterselskabets moderselskab og øvrige anpartshavere, og derfor i strid med generalklausulen om minoritetsbeskyttelse og dermed ugyldig.

De to direktører og ejere af forpagterselskabet var endvidere erstatningspligtige.

(Højesterets dom af 10. februar 2006 i sag 409/2003 (2. afd.) – UfR Nyhedsservice 2006/9 p. 27)