Planlovgivning - hvem er rette sagsøgte?

Print

Oprettet d. 18/11 - 2005

Hvem skal borgeren sagsøge, hvis man vil påklage en afgørelse fra Naturklagenævnet? To domme viser, hvor svært det er.

Grundejeren anlagde sag ved Vestre Landsret med kommunen som sagsøgt. Efterfølgende blev også amtet medindstævnt.

Vestre Landsret frifandt amt og kommune under henvisning til, at sagen skulle have været anlagt mod Naturklagenævnet.

(Vestre Landsrets dom af 30. maj 2002, 7. afd., sag B-1927/01.)

I den anden sag havde naboerne påklaget kommunens vedtagelse af lokalplan for opstilling af vindmøller. Lokalplanens vedtagelse blev af naboerne indbragt for Naturklagenævnet, som afviste klagen og tillod opsætning af vindmøller.

Naboerne udtog herefter stævning, ved Vestre Landsret mod kommunen og Naturklagenævnet.

Landsretten fandt, at kommunen godt kunne sagsøges, idet det i dommen anføres, at der ikke er noget ubetinget krav om, at sagen alene kan anlægges mod Naturklagenævnet.

Landsretten frifandt dog både kommune og Naturklagenævnet, ud fra en konkret vurdering af sagen.

(Vestre Landsrets dom i 9. afdeling, sag B-1009-0900).

Kommentar: Det må endnu en gang fastslås, at jura ikke er en eksakt videnskab.

Den første af de to Vestre Landsretsdomme er set kommenteret således, at det vel næppe kan overraske nogen, at amt og kommune blev frifundet, idet det efterhånden må stå klart for enhver, at rette sagsøgte i sager, hvor man har gennemgået den administrative klageinstans i planlovgivningen er Naturklagenævnet.

Få dage senere kommer så den næste Vestre Landsrets dom, og sår endnu en gang tvivl om planlovens forståelse.

Der er ikke i planloven taget stilling til, om det er kommunen eller Naturklagenævnet der skal stævnes, hvis en afgørelse er truffet af en kommune og efterfølgende stadfæstet af Naturklagenævnet.

Udgangspunktet er, at man normalt vil stævne den myndighed, der har truffet den oprindelige afgørelse, ikke et nævn der efterfølgende har prøvet spørgsmålet som klageinstans. Argumentet for i stedet at stævne Naturklagenævnet er, at nævnets afgørelse i sagen har sin egen selvstændige retskraft.

Så længe retspraksis på området er tvetydig, det vil sige indtil der er faldet en afgørelse om spørgsmålet i Højesteret, er den eneste sikre løsning således, at stævne både den oprindelige besluttende myndighed, og Naturklagenævnet.