LANDZONETILLADELSER - TILBYGNING TIL STUTTERI IKKE FUNDET ERHVERVSMÆSSIG NØDVENDIG

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 14/3 - 2008

En stutteriejer, der ønskede at udvide sit stutteri, fik afslag på sin ansøgning om landzonetilladelse med den begrundelse, at tilbygningen ikke var erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom. En lokalplan, der var vedtaget af kommunen for at muliggøre udvidelsen blev tillige kendt ugyldig.

En stutteriejer søgte i flere omgange om tilladelse til at udvide sit stutteri. Naturklagenævnet ændrede en tilladelse, givet af HUR, til et afslag. Sideløbende havde stutteriejeren anmodet kommunen om at udarbejde en Lokalplan, der muliggjorde anvendelsen af ejendommen til moderne, professionel stutteridrift. Kommunen imødekom denne anmodning og vedtog en Lokalplan, der medførte landzonetilladelse til det ansøgte.

Lokalplanen blev påklaget til Naturklagenævnet, der traf afgørelse om at Lokalplanen var ugyldig.

Naturklagenævnets afgørelse, både for så vidt angår landzonetilladelsen og Lokalplanen, blev indbragt for Landsretten, der opretholdt Naturklagenævnets afgørelse.

Landsretten fandt, som Naturklagenævnet, at drift af stutteri opfylder landbrugslovgivningens krav til anvendelse af landbrugsejendom.

Herefter var spørgsmålet, om udvidelsen af stutteriet var erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom. I bekræftende fald ville udvidelsen være fritaget for kravet om landzonetilladelse, jf. Planlovens § 35, stk. 1, sammenholdt med § 36, stk. 1, nr. 3.

Under sagen havde Naturklagenævnet indhentet udtalelse fra Direktoratet for FødevareErhverv, der gav udtryk for, at størrelsen af den samlede bygningsmasse måtte anses for at tale imod, at det samlede bygningskompleks kunne anses for at være erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom i relation til Planloven. På denne baggrund traf Naturklagenævnet afgørelse om, at landzonetilladelse var påkrævet for byggeriet.

Landsretten gav Naturklagenævnet medhold heri.

I vurderingen af om stutteriet havde krav på en landzonetilladelse til udvidelsen lagde Naturklagenævnet vægt på de formål, der er beskrevet i Planloven § 1, og som skal varetages gennem loven. Naturklagenævnet fandt ikke, at betingelserne for at meddele landzonetilladelse var opfyldt. Landsretten fandt ikke, at de synspunkter, stutteriejeren gjorde gældende under sagen, gav retten grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets afgørelse om ikke at meddele sagsøgeren tilladelse.

For så vidt angik spørgsmålet om lovliggørelse af udvidelsen gennem vedtagelse af Lokalplanen tiltrådte Landsretten nævnets vurdering af, at Lokalplanen ikke havde andet væsentligt formål end at give mulighed for – eller lovliggøre – opførelsen af den bebyggelse, som Naturklagenævnet havde givet afslag på. Landsretten besluttede, at kommunen, som underordnet planmyndighed, var forpligtet til at respektere Naturklagenævnets afgørelser i henhold til Planlovens § 35, og at kommunen ikke kan tilsidesætte disse gennem vedtagelse af lokalplaner.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom under henvisning til de grunde, der var anført af Landsretten.

Højesteret, 2. afdeling, - Dom af 4. oktober 2007 i sag 382/2005