Kommunes påbud om total oprensning blev kendt ugyldig

Print

Oprettet d. 10/11 - 2005

En kommune havde krævet at olieforurening på en privat villaejendom blev oprenset fuldstændigt.

Olieforureningen var omfattet af den lovpligtige ansvarsforsikring på ejendommen. Kommunen udstedte meget hurtigt efter at ejeren havde konstateret forureningen et påbud, hvorefter ejeren skulle sørge for at indhente en miljøteknisk undersøgelse og fremkomme med et forslag til afværgeforanstaltninger. Topdanmark, der var ejerens forsikringsselskab, iværksatte gennem Rambøll A/S en undersøgelse der konkluderede, at olieforureningen strakte sig 4 meter ned i undergrunden men anbefalede at alene de øverste 2 meter skulle renses. Miljøfirmaet vurderede, at restforureningen ikke ville udgøre nogen miljørisiko og vurderede i øvrigt, at omkostningerne ved at foretage en fuldstændig afrensning var ude af proportion med det resultat der kunne opnås.

Kommunen fastholdt overfor forsikringsselskabet, at man ønskede en total oprensning, hvorefter forsikringsselskabet foretog oprensning til 2,6 meter under grunden og herefter stævnede kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende dels at påbudet om total oprensning var ugyldigt og dels at den oprensning af grunden der havde fundet sted var fuldt tilstrækkelig.

Sagen blev prøvet i såvel Vestre Landsret som Højesteret.

Højesteret gav Topdanmark medhold i, at kommunens beslutning om en total oprensning var ugyldig. Højesteret lagde hermed vægt på, at selvom jordforureningslovens § 48, st. 1 giver kommunen adgang til at kræve en olieforurening fjernet så tilstanden forud for forureningen genoprettes, så er loven i henhold til sine forarbejder, stadig underlagt de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder proportionalitetsprincippet.

Kommunen havde i den konkrete sag ikke foretaget nogen vurdering af, hvorvidt der var en rimelig sammenhæng mellem på den ene side omkostningerne til at foretage en fuldstændig og ikke kun delvis oprensning af den forurenede jord, og på den anden side de miljømæssige gevinster der kunne opnås herved.

Denne undladelse blev af Højesteret bedømt til at være en så alvorlig sagsbehandlingsfejl, at kommunens påbud blev kendt ugyldig og Topdanmark fik derfor medhold i denne del af påstanden.

Højesteret fandt derimod ikke, at kommunen skulle være afskåret fra, at foretage en ny behandling af sagen med skyldig hensyntagen til de forvaltningsretlige regler og gav derfor ikke Topdanmark medhold i den del af påstanden, der gik ud på at kommunen skulle anerkende, at den oprensning der var foretaget var fuldt tilstrækkelig.

Samtidig tilkendte Højesteret ikke Topdanmark sagsomkostninger på trods af at sagen i hovedparten var vundet, da Topdanmark havde undladt at indbringe kommunens påbud for en højere administrativ myndighed. Konkret kunne sagen have været behandlet af Miljøstyrelsen, men dette fravalgte Topdanmark således.

(Højesterets dom af 30. juni 2005 gengivet i UfR 2005 side 2923H)

Kommentar:
Selvom Topdanmark fik medhold i sin hovedpåstand og kommunens påbud dermed blev kendt ugyldigt, er der på ingen måde tale om en sag, hvor der hverken generelt eller i den konkrete sag er taget stilling til, om en kommune ikke kan påbyde en total oprensning af enhver olieforurening.

Det fremgår af dommens præmisser at når Højesteret finder, at kommunen skal have lov til at vurdere sagen på ny og muligvis udstede et nyt påbud om total oprensning, så skyldes det at det heller ikke for Højesteret i forbindelse med de syn og skøn der blev afholdt, er blevet bevist i tilstrækkelig grad, at der ikke består nogen miljørisiko ved restforureningen på ejendommen. Topdanmark risikerer derfor at ende med alligevel at skulle foretage en total oprensning af ejendommen på trods af Højesterets dom.

Dommen kan derfor alene siges at illustrere to ting tydeligt:

For det første at kommunerne og naturligvis også de administrative ankemyndigheder, som Miljøstyrelsen, skal sikre, at afgørelser der træffes til enhver tid er omhyggeligt forberedt, så Forvaltningslovens bestemmelser er overholdt.

For det andet at selvom det ingen lunde er umuligt at kortslutte det administrative klagesystem og skride direkte til en domstolsprøvelse, hvis man som grundejer eller forsikringsselskab er utilfreds med kommunens beslutning, så medfører det ingen sikkerhed for, at afgørelsen bliver endelig og det medfører en risiko for, at man ikke får dækket sine normale omkostninger ved at vinde en retssag.

Det er med andre ord ikke nødvendigvis en fornuftig langsigtet løsning at indbringe en sag for retten, blot fordi man konstaterer, at der er begået sagsbehandlingsfejl der kan medføre at myndighedens afgørelse er ugyldig.