Højesteret ændrede Landsrettens beslutning om at afvise en sag om at etablering af et hegn

Print

Oprettet d. 23/5 - 2005

En kommune havde givet ejeren af en ejendom afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplanens krav om placering af et hegn ud mod en vej.

Afslaget blev indbragt for Naturklagenævnet, der bekræftede, at kommunen havde hjemmel til at træffe afgørelse.

Sagen blev herefter indbragt for Østre Landsret, hvor ejeren først indstævnte kommunen. Kommunen påstod at være forkerte sagsøgte, og at sagen rettelig skulle rejses mod Naturklagenævnet, som herefter indroges i sagen som adciteret. Den nedlagte påstand var, at de sagsøgte skulle anerkende at ejer ikke behøvede at flytte sit hegn.

Østre Landsret afviste sagen under henvisning til at kommunen ikke var rette sagsøgte, og at sagen mod Naturklagenævnet var anlagt for sent. Der skete ingen realitetsbehandling af ejers sag.

Ejeren anlagde herefter en ny sag ved Østre Landsret – igen mod kommunen, denne gang med påstand om at der ikke af kommunen var foretaget en sådan individuel vurdering af sagen som ejeren havde krav på, og at afslaget derfor var ugyldigt, og skulle ophæves.

Østre Landsret afviste på ny sagen, med den begrundelse, at det var den samme sag, der én gang var blevet behandlet. Denne gang indbragtes sagen for Højesteret.

Højesteret fandt ikke, at der er klart lovgrundlag for at der i en den konkrete situation kun kunne rejses sag overfor Naturklagenævnet og Højesteret henviste sagen til en konkret behandling ved Østre Landsret.

(Højesterets dom af 18. januar 2002, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 95)

Kommentar: Dels viser dommen, at det kan være svært, selv for domstolene, at fastslå selv så relativt elementære ting som, hvem der er rette sagsøgte. Dernæst viser den, at det er meget vigtigt, at man nøje overvejer, hvilken påstand man nedlægger - retten kan og må kun tage stilling til de påstande parterne nedlægger.