Højesteret stadfæster principiel forureningsdom

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 3/6 - 2009

I den såkaldte Hadsund-sag har Højesteret den 3. april 2009 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 19. april 2006, hvor en sælger af en forurenet ejendom blev dømt til at betale kr. 800.000,00 i forholdsmæssigt afslag til køber som følge af, at grunden viste sig at være forurenet.

I 1994 købte sælgeren en ejendom af en kommune for kr. 100.000,00. I 1998 videresolgte sælgeren ejendommen til køberen.

Efter køberens overtagelse af ejendommen konstateredes der forurening af tjære, som følge af, at der tilbage i tiden havde været renset bundgarn og tjæret bundgarnspæle.

Retten fandt det bevist, at hverken kommunen eller sælgeren havde været bekendt hermed.

Byretten fandt, at forureningen udgjorde en væsentlig værdiforringende mangel, hvorfor køberen havde krav på et forholdsmæssigt afslag. Retten fandt ikke, at køberens tabsbegrænsningspligt medførte, at køberen skulle afvente en offentlig oprydning, selvom ejendommen lå indenfor det offentlige indsatsområde.

Det forholdsmæssige afslag blev udregnet på baggrund af udgifterne til fjernelse af forureningen, således at ejendommen kunne undgå af kortlægning, ejendommens reducerede værdi, udgifter til undersøgelser og godtgørelse for ulemper. Det forholdsmæssige afslag blev fastsat til ca. kr. 800.000,00.

I forholdet mellem kommunen og sælgeren fandt retten ikke, at kommunens tilsynspligt medførte, at kommunen var erstatningsansvarlig. Sælger fik derfor alene tilkendt et forholdsmæssigt afslag på kr. 100.000,00, svarende til den oprindelige købesum.

Sælgeren ankede herefter sagen til Landsretten.

I den mellemliggende periode ændrede Miljøstyrelsen jordkvalitetskriterierne den 22. december 2005, således at grænseværdierne for tjære i jord blev hævet med en faktor 3. Sælgeren gjorde under landsretssagen gældende, at dette skulle tillægges betydning.

Landsretten gav imidlertid ikke sælger medhold heri og stadfæstede byrettens dom. Landsretten udtalte i sine præmisser, at der ved bedømmelsen af værdiforringelsen på handelstidspunktet i 1998 som følge af forurening måtte tages udgangspunkt i de omkostninger, der i gældende praksis ville være til afværgeforanstaltninger til at eliminere sundhedsrisikoen og undgå, at grunden blev registreret. Landsretten fandt, ligesom byretten, at hverken kommunen eller sælgeren havde været i ond tro, hvorfor der ikke kunne gøres et erstatningsansvar gældende, men blot krav om forholdsmæssigt afslag, hvis størrelse blev fastsat som i byrettens sag.

Sælgeren søgte herefter som tredjeinstansbevilling med den begrundelse, at sagen havde principiel karakter. Procesbevillingsnævnet meddelte tredjeinstansbevilling. Af Højesterets begrundelse og resultat følger at:

”Af de grunde, landsretten har anført, og da det, der er fremkommet for Højesteret, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen.”

Såvel byrettens som landsrettens dom har fået stor mediebevågenhed. Da sælgeren slet ikke var bekendt med forureningen, kan det umiddelbart virke urimeligt, at han blev dømt til at betale kr. 800.000,00 til køberen. Imidlertid er dommen udtryk for helt grundlæggende køberetlige principper om, at køberen har ret til et afslag i købesummen, såfremt den købte genstand ikke havde de egenskaber, som med rette kunne forventes ud fra parternes aftale og den fastsatte pris.

Herudover er det interessant, at såvel landsretten som Højesteret nåede frem til, at det er forholdene på handelstidspunktet, der skal lægges til grund, hvilket i den konkrete sag medførte, at det forhold, at Miljøstyrelsen ændrede grænseværdierne for tjæreindholdet i jord, ikke kunne tillægges betydning.

(Højesterets 1. afd. dom i sag 535/2006 af 3. april 2009)