Etablering af anlæg i landzone -lokalplan påkrævet.

Print

Oprettet d. 22/10 - 2005

Naturklagenævnet har truffet to afgørelser, der nærmere afgrænser, hvilke anlægsarbejder der kan foretages i landzoneområder uden etablering af en egentlig lokalplan.

I den ene afgørelse havde Sæby kommune meddelt landzonetilladelse til etablering af et biogasanlæg, en afgørelse der af amtet samt en nabo blev påklaget til Naturklagenævnet.

Tilladelsen var givet i henhold til Planlovens § 35 – en bestemmelse som tillader kommunerne at give landzonetilladelser, blandt andet til driftsbygninger som er en erhvervsmæssig nødvendighed for en eksisterende landbrugsbedrift.

Naturklagenævnet ophævede kommunens landzonetilladelse, til dels ud fra en generel betragtning om, at det ud fra samfundsudviklingen må antages, at der vil komme flere og flere ansøgninger om etablering af netop biogasanlæg, hvis formål er at omdanne gylle til energi.

Naturklagenævnet overvejede i denne forbindelse den samfundsmæssige fordel der er ved etablering af sådanne anlæg, forventningerne til, at der vil komme adskillige flere ansøgninger med tiden, og anlæggets konkrete udformning og ikke uvæsentlige størrelse.

Det fremgår af Naturklagenævnets afgørelse, at det ansøgte biogasanlæg ville medføre opførelse af bygninger på i alt 860 kvm, og opførelse af 11 siloer på op til 15 meters højde og 18 meter i diameter.

Endelig lagde Naturklagenævnet til grund, at anlægget hvert år ville få tilkørt ca. 46 kubikmeter gylle, til brug for biogas produktion, med deraf følgende belastning i form af transport.

Herefter afgør Naturklagenævnet, at der her er tale om et i Planlovens forstand større ”bygge- og anlægsarbejde”, som kun kan etableres ved tilvejebringelse af en lokalplan i henhold til Planlovens § 13, stk. 2.

(Afgørelse af 27. juni 2004, J.nr. 03-31/800-0081).

I den anden afgørelse havde Hjørring kommune meddelt landzonetilladelse til opførelse af en række bygninger med et samlet areal på knap 1.300 kvm. samt etablering af 40 parkeringspladser på et kaserneområde.

Kaserneområdet lå i landzone, i et område som i henhold til kommuneplanens rammer var udlagt til offentlige formål. Kaserneområdet lå dog også umiddelbart op til byzone areal.

Kommunen havde meddelt landzonetilladelse uden forudgående udtalelse fra amtet, og der var heller ikke foretaget nabohøringer efter bestemmelserne i Planlovens § 35, stk. 4 og 5.

Naturklagenævnet ophævede kommunens landzonetilladelse, under henvisning til, at projektet måtte betragtes som et ”større” bygge- og anlægsarbejde.

(Afgørelse af 19. maj 2004, j.nr. 03-31/800-0067)

Kommentarer: Planlovens § 35 skal som udgangspunkt kun anvendes, hvor der er tale om etablering af bygge- eller anlægsarbejder, som er en naturlig del af eksisterende virksomheder, eksempelvis udvidelse af et eksisterende produktionsareal på en svinefarm.

Planlovens § 35 er begrænset af hensynet til, at det skal sikres, at større bygge- og anlægsarbejder bliver vurderet i en større sammenhæng.

Den i henhold til Planloven nødvendige procedure for gennemførsel af en lokalplan sikrer, at berørte borgere og myndigheder høres, med den konsekvens, at det i hvert fald forventes, at planlægningen i forbindelse med vedtagelse af en lokalplan, foretages i en væsentlig større sammenhæng, der tilgodeses af overordnede interesser og overordnet planlægning samt hensyntagen til det nære miljø, de berørte borgere.

Planloven indeholder en række bestemmelser om, hvordan en lokalplan præcist skal blive til, bestemmelser der skal overholdes, hvis lokalplanen skal være gyldig.

Proceduren ved vedtagelse af lokalplan bliver derigennem væsentligt tungere end proceduren for at give tilladelse efter landzoneloven, som alene kræver kommunens interne behandling og eventuelt en nabohøring, hvis kommunen skønner denne nødvendig, og det er meget forståeligt, at kommunerne i vidt omfang vil overveje, om Planlovens § 35 kan benyttes, når en lokal erhvervsvirksomhed kommer med et forslag til et byggeprojekt, som efter kommunens opfattelse vil være et aktiv.

I tilfældet med etablering af biogasanlægget kan man dog diskutere, om Planlovens § 35 overhovedet havde kunnet finde anvendelse, da det ikke efter gængs praksis kan anses for en naturlig del af det at drive landbrug, at der etableres et biogasanlæg, med henblik på salg af den fra gyllen udvundne energi, særligt ikke når der som i dette tilfælde forventes tilkørt væsentlige mængder gylle fra andre landbrugsejendomme.

Biogasanlægget burde derfor af Naturklagenævnet have været betragtet som en helt selvstændig nyetableret virksomhed, hvilket dog havde ført til det samme resultat, nemlig en ophævelse af den afgivne landzonetilladelse.