En kommune kunne ikke nedlægge forbud mod en ejendoms anvendelse som asylcenter

Print

Oprettet d. 6/8 - 2005

I 1972 blev der, med amtets godkendelse, opført et mo-tel i en landsby i Skærbæk kommune.

Fra november 1986 til 1987, og fra august 1992 til marts 1996, blev ejendommen anvendt som asylcenter. I denne periode blev der (i 1995) vedtaget lokalplan for området, hvorefter ejendommens anvendelse blev fast-lagt til beboelse og bebyggelse til offentlige formål.

I perioden juni 1997 til februar 1998 fungerede ejen-dommen igen som asylcenter.

I begyndelsen af 2000 ønskede Dansk Flygtningehjælp igen at anvende ejendommen til asylcenter, og orien-terede Skærbæk Kommune herom, hvorefter kommunen nedlagde forbud efter Planlovens § 14, og efterfølgende ved lokalplan afskar fremtidig anvendelse af ejendom-men til andet end helårsbeboelse.

Ejeren af ejendommen indbragte sagen for Naturklage-nævnet, der maj 2001 traf afgørelse om, at Kommunen ikke havde haft hjemmel til at nedlægge forbud. Kom-munen blev følgelig stævnet af ejendommens ejer for det tab ejeren var blevet påført ved at ejendommen havde stået tom i perioden frem til kommunens forbud blev omstødt af Naturklagenævnet.

Kommunen indbragte sagen for Landsretten, der stad-fæstede Naturklagenævnets afgørelse.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at kommunen havde været bekendt med at ”motellet” blev brugt som asylcenter i de tidligere perioder, 1986 til 1987,1992 til 1996 og 1997 til 1998, og at kommunen derfor havde haft lejlighed til at gribe ind tidligere overfor det skift i anvendelsen, fra motel til asylcenter, der var sket i 1986. Kommunens passivitet overfor den faktiske an-vendelse medførte at denne var lovlig, selv om den i 1986 ændrede anvendelse principielt havde krævet en landzonetilladelse, som der ikke var søgt om.

I medfør af Planlovens § 56 stk. 2 kunne kommunen herefter ikke nedlægge forbud mod anvendelse til asyl-center.

(Vestre Landsrets dom af 28. februar 2003 i sag 4. afd. B-2691-01, optrykt i Ufr. 2003 side 1095V)

Kommentar: Dommen illustrerer at manglende indgriben mod en faktisk ulovlig anvendelse af en ejendom kan give ejeren rettigheder, og den fastlægger også rimeligt præcist, hvor lang en periode der efter Vestre Landsrets opfattelse må gå. I præmisserne til dommen siges det at der ” i hvert fald” ved den tredje anvendelse til asyl-center i 1998 var tale om en lovlig anvendelse. Havde kommunen reageret da ejendommen blev taget i brug til asylcenter for anden gang, dvs. i perioden 1992 – 1996, så havde sagen formentlig fået et andet udfald.