Afslag på landzonetilladelse til opførelse af fritidshus

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 25/5 - 2007

Denne afgørelse illustrerer administrationen af planlovens landzoneregler og dennes betydning for grundejere.

En grundejer fik i maj 2003 tilladelse af kommunen til på nærmere angivne vilkår at opføre et fritidshus, bygget som et helårshus, på en ejendom på Mandø.

Ejendommen udgjorde 652 m og lå i landzone på et areal, der ifølge en regionplan lå indenfor kystnærhedszonen i værdifuldt kystlandskab og bevaringsværdigt kulturmiljø. Området var udpeget som internationalt beskyttelsesområde, og ejendommen lå lige uden for lokalplanområdet for Mandø by.

Skov- og Naturstyrelsen havde forud for tilladelsen ikke ville udtale sig imod ansøgningen. Kommunens afgørelse blev af en beboer i området indbragt for Naturklagenævnet, der med henvisning til planloven § 35, stk. 1, ændrede afgørelsen til et afslag.

Grundejeren indbragte Naturklagenævnets afgørelse for landsretten, idet han blandt andet gjorde gældende, at Naturklagenævnet ved afgørelsen havde sat skøn under en regel, hvilket er forvaltningsretlig betænkeligt, og han gjorde tillige gældende, at planlovens § 35 gav mulighed for at tillade bebyggelse i landzone, og at en tilladelse til hans begrænsede projekt ikke ville kræve forudgående vedtagelse af en lokalplan. Desuden havde ansøgningen haft opbakning fra lokale myndigheder og beboere, bortset fra den beboer i området, der havde klaget over kommunens afgørelse.

Landsretten vurderede sagen og fandt, at der ikke var godtgjort fejl eller mangler ved Naturklagenævnets afgørelse, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets skønsmæssige afvejning af hensynet til grundejerens interesse i en tilladelse overfor de hensyn, som skulle varetages ved administrationen af planlovens landzoneregler. Naturklagenævnet blev derfor frifundet. Sagen blev indbragt for Højesteret, der udtrykte enighed med landsrettens afgørelse og derfor stadfæstede dommen.

(Højesterets dom af 26. marts 2007 i sag 357/2005, 2. afd., UfR Nyhedsservice 2007/17, p49)

Kommentar:

En af de ting, der illustreres ved afgørelsen, er det forvaltningsretlige princip, at man som udgangspunkt stoler på skønsafvejningerne i de sagkyndige nævn. Det er dette, der er årsagen til, at landsretten teknisk set kom med en afgørelse, der gik ud på, hvorvidt der var fejl eller mangler ved Naturklagenævnets afgørelse. Når der i afgørelsen fra landsretten står, ”at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets skønsmæssige afvejning”, er det et udtryk for, at man som udgangspunkt må lægge det sagkyndige nævns afgørelse til grund og acceptere og respektere det skøn, som nævnet har gjort. Der skal med andre ord dokumenteres et grundlag, der viser landsretten, hvorfor Naturklagenævnets afgørelse skal ændres, og hvis ikke man kan det, må Naturklagenævnets afgørelse stå ved magt. Dette er væsensforskelligt fra en retspraksis, hvor landsretten, om jeg så må sige, starter forfra og ikke tager afsæt i den afgørelse, der foreligger fra klagenævnets side.