Afslag på dispensationsansøgning vedrørende udstykning inden for strandbyggelinien.

Print

Oprettet d. 5/9 - 2007

Afgørelsen er en blandt mange der viser, at Naturklagenævnets praksis angående dispensationer fra strandbyggelinien stadig er særdeles restriktiv. Til trods for en vis liberalisering over de senere år er det absolutte udgangspunkt stadig, at Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om Danmarks beskyttelseslinier skal forstås ganske bogstaveligt.

Tæt ved Assens lå et areal, der efter lokalplanens bestemmelser var bestemt til campingplads. På arealet lå tillige en helårsbolig, der var undtaget fra campingformålet. Endvidere kunne der opføres eller indrettes en bygning med servicefaciliteter, toiletter, kiosk mv. for pladsens gæster. Selve arealet lå imellem to sommerhusområder, der helt konkret var undtaget fra strandbyggelinien.

Der var i 1997 blevet givet tilladelse til, at opføre en ny helårsbeboelse til erstatning af den eksisterende bolig i servicebygningen, idet servicefaciliteterne ønskedes udvidet. Tilladelsen blev givet under forudsætning af, at den eksisterende bygning blev nedlagt. Dette skete imidlertid ikke.

Ejeren af arealet ønskede i 2006 at udstykke den del af grunden, hvorpå helårsboligen lå. Ejeren ville frasælge campingarealet, men blive boende i huset.

Fyns Amt afslog tilladelsen med den begrundelse, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at ansøgningen burde imødekommes. Herunder blev det bemærket, at den kommende ejer af campingarealet med al sandsynlighed ville ønske at opføre en forvalterbolig på campingpladsen, hvilket i væsentlig grad ville kompromittere formålet med strandbyggelinien. Amtet anså det således for en påregnelig ændring, at en bolig ville blive ønsket opført.

Ejeren af grunden anførte, at da der allerede var en forvalterbolig på campingpladsen, var argumentet fra amtet uholdbart. Den af ejeren omtalte forvalterbolig var dog, som ovenfor anført, ulovligt eksisterende, idet den skulle have været nedlagt i forbindelse med opførelse af helårshuset.

Naturklagenævnet fandt, at der måtte foretages en konkret afvejning af ejerens personlige årsager til ønsket om udstykning holdt op imod formålet med de nationale interesser strandbyggelinien skal varetage. Heri måtte eventuel præjudicerende virkning for fremtidige ansøgninger tages i betragtning.

Nævnet fandt ud fra en samlet vurdering – herunder at det ikke var ualmindeligt, at ejeren af en campingplads ønskede at opføre en (lovlig) forvalterbolig på stedet – at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at ejeren burde få tilladelsen. Afslaget blev opretholdt.

Naturklagenævnets afgørelse nr. 423, juni 2007.

Kommentar:

Som anført indledningsvist er der her tale om en forholdsvis klassisk afgørelse fra Naturklagenævnet. Udgangspunktet vedrørende de forskellige byggelinier er, at der ikke gives tilladelse til at udstykke, bygge eller på anden vis ændre i det bestående landskab.

Indledningen til Naturbeskyttelsesloven § 15 lyder således:

”Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen.”

Det kan virke ulogisk, at denne bestemmelse kan medføre at udstykning nægtes når den blotte mulighed for, at en kommende ejer måske vil foretage sig noget, der strider mod bestemmelsen eksisterer. Naturklagenævnet går i afgørelsen ind og tillægger en hypotetisk situation vægt i den samlede vurdering.

Ved fortolkningen af lovbestemmelser er der flere teoretisk løsninger. Umiddelbart vil en ordlydsfortolkning være den mest nærliggende, men i tilfældet Naturklagenævnet benyttes ofte en langt mere formålsorienteret fortolkningsstil.

De beskyttelseslinier der omtales i Naturbeskyttelsesloven er fastsat til gavn for de nationale interesser. Begrebet ”nationale interesser” kan virke uoverskueligt ”på papiret”, men hvis man går en tur på stranden eller i skoven eller andre steder der er beskyttet i medfør af loven, forstår man vigtigheden af, at de linier opretholdes med fast hånd.

Den betydning naturbeskyttelsen har på længere sigt inddrages også i Naturklagenævnets vurdering. Juridisk betegnes dette som den præjudicerende virkning. Grundtanken er, at hvis der gives en tilladelse på et ikke ganske stringent grundlag, kan andre påberåbe sig den tilladelse til støtte for, at nye tilladelser skal gives. Derfor må også den hypotetiske situation imødeses ved afgørelserne.

Omvendt kan man konstatere at der alligevel gives tilladelser, også til egentlige byggerier. Oftest gives disse i forbindelse med fx en kommunes ønske om at etablere faciliteter til sportsforeningers aktiviteter. Derfor er det ikke ganske enkelt at konstatere hvilke konkrete kriterier myndighederne reelt lægger vægt på.

I sagen var både amtet og Naturklagenævnet bekymrede for, at den kommende ejer ville ønske at opføre en forvalterbolig på stedet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en tilladelse til udstykningen ikke ville være ensbetydende med en tilladelse til opførelse af en forvalterbolig. Dette ville kræve en yderligere tilladelse. Tilsyneladende har Naturklagenævnet dog ikke tillagt dette forhold vægt.