Kommune kunne nedlægge forbud mod etablering af autohandel

Print

Oprettet d. 21/8 - 2005

Højesteret godkendte et forbud, som Silkeborg Kommune havde nedlagt mod etablering af en Autohandel i et område der hovedsageligt var udlagt til beboelse.

Silkeborg kommune havde nedlagt forbud imod at der blev etableret autohandel i et område, som i henhold til kommuneplanen som ramme – det vil sige som hovedregel – skulle anvendes til beboelse.

I kommuneplanen var det samtidig fastsat, at kommunen kunne give tilladelse til indretning af erhvervsvirksomheder i det pågældende område.

Afgørelsen blev af borgeren påklaget til Naturklagenævnet, der henviste til, at et sådant forbud, der var givet efter planlovens § 12, stk. 3 forudsætter, at rammebestemmelsen er formuleret så klart og præcist, at der ikke kan være tvivl om, at den ønskede aktivitet er i strid med bestemmelsen. Naturklagenævnet ophævede således forbuddet, og tillod etablering af autohandlen.

Naturklagenævnet blev herefter stævnet ved Vestre Landsret af Silkeborg kommune. Vestre Landsret stadfæstede Naturklagenævnets ophævelse af kommunens forbud, med henvisning til den samme begrundelse.

Sagen blev herefter indbragt for Højesteret.

Højesteret fandt, i en flertalsafgørelse, at kommunen har hjemmel til at nedlægge forbud, idet Højesteret efter en nøjere gennemgang af forarbejderne til bestemmelsen i planlovens § 12, stk. 3 fandt, at det ikke afskærer kommunen fra at nedlægge forbud, at rammebestemmelsen for anvendelse indeholder en undtagelse, blot den anvendelse, der ønskes nedlagt forbud imod, tydeligt strider mod hovedformålet i rammebestemmelsen.

Højesteret stadfæstede således kommunens forbud.

(Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002 side 960).

Kommentar: Dommen bryder med mange års administrativ praksis. Naturklagenævnet har i en lang række afgørelser tilkendegivet, at forbud efter planlovens § 12, stk. 3 forudsatte at rammebestemmelsen er klart formuleret, og så præcis at der ikke kan være tvivl om, at den ønskede aktivitet er i strid med rammebestemmelsen.

Naturklagenævnet har herunder specifikt nævnt, at rammebestemmelser, der giver kommunalbestyrelsen kompetence til, i enkelte tilfælde at give dispensation fra hovedformålet, ikke er præcise nok til at der kan nedlægges forbud efter planlovens § 12, stk. 3.

Naturklagenævnets afgørelse er tidligere blevet stadfæstet af domstolene, senest af Vestre Landsret i år 2000. Denne højesteretsdom går, om end med dissens, i den modsatte retning.

Dommen vil formentlig medføre et markant skifte i den hidtidige administrative praksis.

Herudover er dommen interessant på et helt andet punkt, idet Vestre Landsret tillod Silkeborg Kommune at indbringe sagen, uanset at kommunen ikke i henhold til lovgivningen var part i en sag mellem autoforhandleren og Naturklagenævnet. Naturklagenævnet er ankeinstans i forhold til kommunerne i disse sager, og det er ikke ganske almindeligt, at en administrativ ankeinstans stævnes ved retten på denne måde.

For Vestre Landsret var spørgsmålet udtaget til særskilt prøvelse, idet kommunen gjorde gældende, at den havde en retslige interesse i at få spørgsmålet prøvet, da autoforhandleren havde rejst erstatningskrav for den forsinkelse som kommunens forbud havde medført. Vestre Landsret anerkendte at kommunen på denne baggrund havde retslig interesse i at føre sagen mod Naturklagenævnet. Spørgsmålet blev ikke rejst overfor Højesteret.