Varemærkers særpræg - hvis opfattelse er afgørende?

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 19/10 - 2005

Denne sag angår spørgsmål om, hvis opfattelse, de handlendes eller forbrugernes, der skal have betydning for bedømmelsen af, om et varemærke har særpræg.

Björnekulla Fruktindustrier AB og Procordia Food AB var blevet uenige omkring rettighederne til om varemærket Bostongurka, for konserves af syltede agurker. Björnekulle påstod varemærket ophævet fordi det skulle have mistet sit særpræg. Björnekulla mente, at varemærket opfattedes som en artsbetegnelse for syltede, hakkede agurker. Björnekulla påberåbte sig herved 2 markedsundersøgelser, som var rettet mod forbrugerne.

Procordia nægtede at varemærket skulle kunne opfattes som en artsbetegnelse og påberåbte sig i den forbindelse en markedsundersøgelse rettet mod beslutningstagere i store virksomheder indenfor dagligvarehandlen, storkøkkener m.v.

Den svenske domstol stod herefter med problemet, at såfremt et varemærke opfattes som en artsbetegnelse har det mistet sit særpræg, men hvis det opfattes som en artsbetegnelse i den ene kreds og ikke opfattes som en artsbetegnelse i den anden kreds, hvilken af disse to kredses opfattelse skulle da være afgørende for sagens løsning.

Den svenske domstol valgte at spørge EF-domstolen. Domstolen blev bedt om at vurdere hvilken kundekreds der var relevant ved vurderingen af, om et varemærke er blevet en almindelig betegnelse indenfor handlen for den omhandlede vare i det tilfælde hvor varen distribueres gennem flere led til den endelige bruger, herunder om den relevante kundekreds udgør samtlige for-brugere, eller de erhvervsdrivende, der forhandler den.

EF-domstolen udtalte, at i almindelighed er det opfattelsen hos forbrugerne, der er afgørende. Domstolen tog dog forbehold og sagde, at de omstændigheder, der kendetegner markedet for den omhandlede vare, efter omstændighederne kan betyde, at der også kan tages hensyn til mellemleddenes indflydelse på beslutninger om køb og dermed til deres opfattelse af varemærket.

(EF-domstolens afgørelse af den 29. april 2004 i sag C-371/02, Björnekulla)