Varemærkeretlig brugspligt

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 19/2 - 2005

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvornår der forelå varemærkeretlig brug af et varemærke inden for den relevante 5 års-periode, jfr. Varemærkelovens § 25, stk. 1.

Selskabet C havde været indehaver af varemærket CARMEN i flere klasser i en årrække. Varemærket blev udelukkende brugt i forbindelse med salg af mindre mængder varer til en virksomhed på Færøerne. Varemærket var endvidere registreret i andre lande, og nogle produkter blev omtalt i diverse blade i perioden 1996 til 1999.

Selskabet O indgav ansøgning om registrering af varemærket CARMEN i klasserne 8, 9, 10, 11 og 21 og gjorde gældende, at det for selskabet C registrerede varemærke CARMEN skulle slettes af varemærkeregisteret, da selskab C ikke havde gjort reelt brug af varemærket i Danmark i fem år. Særligt manglede der en seriøs markedsføring, som var et særligt kendetegn for branchen.

FEHA (Foreningen af fabrikanter og importører af små elektriske husholdningsapparater) havde under sagen oplyst, at det var helt unormalt eller urealistisk, at en leverandør over en femårig periode kun leverede til en enkelt eller to kunder i Danmark med en omsætning til kunden på ca. 10.000 kr., hvorfor det ikke kunne betragtes som et reelt forsøg på at komme ind på det danske marked. Selv om selskabet C i perioden fra juli 1996 til november 1998 kun i fem tilfælde havde solgt forskellige produkter, påført varemærket CARMEN til en samlet pris af 1.042,80 pund til en færøsk virksomhed, anså retten brugspligten som værende opfyldt.

Retten fandt, at efter ordlyden af varemærkelovens § 25, stk. 1, kunne der ikke stilles krav om, at varemærkets brug skulle være af betydeligt omfang, hverken i henseende til volumen eller geografisk område. Da bestemmelsens formål, jfr. varemærkedirektivets 6. betragtning, heller ikke krævede en anden vurdering af samhandelsforhold, forelå der en reel brug af varemærket CARMEN.

(Ugeskrift for Retsvæsen, U.2002.1583)

Kommentar: Dommen illustrerer, at domstolene ikke er indstillet på at indlade sig på fortolkninger af, om erhvervsmæssig brug af et varemærke kan anses for at være ”reel” eller ej. Dommen må tages til indtægt for, at enhver brug, der blot kan betegnes som erhvervsmæssig, i realiteten er tilstrækkelig.