Ilva havde ikke fået overdraget rettighederne over en bestemt type bordben, og var således uberettiget til at flytte produktionen til Kina - Afgræsningen mellem Ophavsretsloven og Markedsføringsloven.

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 9/2 - 2007

Ilva havde i flere år fået produceret et tretrådsbordben hos virksomheden FCI. Ilva var den retmæssige indehaver af rettighederne til tretrådsbordbenet, hvilket blev dokumentet gennem fremlæggelse af en aftale dateret oktober 2006 mellem Ilva og Stilling Furniture, der havde fået designet tretrådsbordbenene. Rettighederne var overdraget for kr. 30.000,-. Den oprindelige designer havde altså ingen rettigheder over tretrådsbordbenene.

Efter en del klager fra Ilvas kunder over stabiliteten af tretrådsbordbenet, besluttede Ilva sig for at sætte en ny type bordben i produktion. Da man fra Ilvas side ønskede ensartethed mellem tretrådsbordbenet og det ny design, hyrede Ilva designeren af tretrådsbordbenet til at designe det ny bordben.

Der blev lavet en mere stabil type bordben – såkaldte sekstrådsbordben – og disse blev sat i produktion. Designeren havde hverken fået skriftligt materiale eller andre dessiner fra Ilva i designfasen. Af forklaringerne for retten var det omtvistet, hvorvidt Ilvas direktør havde ytret, at et ben med 5 eller 6 tråde ville være at foretrække.

Efter at have fået varslet en prisstigning fra FCI, opsagde Ilva aftalen og indledte i stedet selv en produktion af sekstrådsbordbenene i Kina. Produktionen blev iværksat efter en nøje kopiering af bordbenene. Ilva anførte, at da de ejede rettighederne til bordbenene, var de også berettiget til at overtage produktionen, herunder at flytte den til udlandet.

En syn- og skønsmand havde i forbindelse med retssagen erklæret, at ”de kinesiske” bordben var en nøjagtig kopi af FCI’s bordben. På forespørgsel anførte han dog, at hverken tretråds- eller sekstrådsbordbenene var en designmæssig nyskabelse. Flere beslægtede konstruktioner forefandtes på markedet, hvorfor syns- og skønsmanden alene anså konstruktionen af sekstrådsbordbenet som en designmæssig variant af et kendt og tidligere benyttet tema – det såkaldte ”Eiffeltårnsprincip”.

Retten anførte indledningsvist, at bordbenet ikke havde værkshøjde og dermed ikke var beskyttet efter ophavsretsloven. Det var altså ikke nyskabende. Derimod havde bordbenet et behersket særpræg, hvorfor det var beskyttet efter markedsføringsloven. Beskyttelse efter markedsføringsloven bevirker alene, at det beskyttede objekt er værnet mod direkte efterligninger. Syns- og skønsmandens udtalelse blev understøttet af en af Ilvas medarbejdere, der fortalte, at Ilva havde sendt et sekstrådsbordben til Kina med henblik på at få det kopieret. Derfor fandt Retten, at der var tale om en slavisk kopi, hvorfor beskyttelsen efter markedsføringsloven skulle opretholdes. FCI’s nedlagte påstand om forbud mod anvendelse af kopierne, blev således taget til følge.

I den forbindelse anførtes det, at da direktøren for Ilva ikke havde godtgjort, at han havde været væsentlig medvirkende i designfasen, tilhørte rettighederne ikke Ilva. Den fremlagte aftale om overdragelse af rettighederne til tretrådsbordbenet fra Stilling Furniture kunne ikke føre til et andet resultat, da der var tale om to forskellige designmæssige objekter.

Sluttelig havde FCI nedlagt påstand om erstatning for uberettiget brug af det beskyttede design. Retten udøvede et skøn over samtlige sagens omstændigheder og fastsatte en erstatning på kr. 50.000,-, kr. 40.000,- mindre end FCI havde påstået. Ilva havde til støtte for, at FCI ikke burde få nogen erstatning anført, at den af FCI varslede prisstigning kunne sidestilles med leveringsnægtelse. Retten anførte korrekt, at en prisstigning ikke er det samme som leveringsnægtelse, hvorfor FCI ikke havde udvist egen skyld og at erstatningen derfor ikke skulle nedsættes yderligere.

(Sø- og handelsrettens dom af 20. december 2006.)

Kommentar:
For at forstå afgørelsen må Markedsføringslovens anvendelsesområde afgrænses overfor Ophavsretsloven. Overordnet set kan Markedsføringsloven siges at fastlægge normen for, hvad der er god markedsføringsskik inden for dansk forretningsliv. Samtlige foranstaltninger i forbindelse med udbud og efterspørgsel skal overholde denne norm. Ophavsretsloven er derimod specificeret, forstået på den måde, at den beskytter det enkelte produkt. For at opnå beskyttelse efter sidstnævnte må produktet altså være særpræget. Dette krav slækkes som anført efter Markedsføringsloven.