Pop-up reklamer på Internettet.

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 19/10 - 2005

En interessant afgørelse fra Byretten i Köln, der er på linje med en tidligere afgørelse fra distrikts domstolen i New York, USA, fastslår, at brugen af pop-up reklamer kan være i strid med god markedsføringsskik.

Claria (det tidligere Gator) og firmaet WhenU distribuerer spy-ware, som holder øje med brugernes onlineadfærd, for at kunne levere reklamer, som fremtræder (popper op) når specifikke hjemmesider åbnes.

Claria distribuerede og installerede software som foranledigede, at hver gang brugerne gik ind på biludlejningsfirmaet Hertz’s hjemmeside, ville reklamer fra Hertz’s konkurrenter og andre forretninger poppe op.

Byretten i Köln konstaterede, at sådanne pop-up reklamer var skadelige for Hertz, udnyttede Hertz’s gode rygte og prøvede på at få Hertz’s kunder til at forlade Hertz’s hjemmeside og gå til hjemmesider for forretninger forbundet med Claria. Derfor fandt domstolen at Claria´s adfærd var i strid med den tyske lov om unfair konkurrence.

(Köln byret sag 31 0 145/45, 12. marts 2004)