Ophavsret og personalegoder

Print

Oprettet d. 8/1 - 2008

Det er i stigende grad blevet kutyme, at arbejdsgiverne stiller forskellige personalegoder til rådighed for de ansatte. Personalegoder kan være mange ting, men hvordan forholder det sig rent ophavsretligt set, når en arbejdsgiver eksempelvis stiller bøger, lydbøger, dvd-film, musik cd’er og computerspil til rådighed for de ansatte til fri benyttelse?

Den kraftige efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft har betydet, at personalegoder efterhånden er fast kutyme i danske virksomheder. Personalegoder kan variere fra firmabetalt bil, telefon og bredbånd over til abonnementer på træning i fitnesscentre. Det er også blevet mere almindeligt at tilbyde de ansatte personalegoder i form af adgang til fri benyttelse af eksempelvis dvd’er og musik cd’er, altså en form for biblioteksvirksomhed.

Herved aktualiseres spørgsmålet om, hvorvidt det ophavsretligt er tilladt for private virksomheder at stille sådanne personalegoder til rådighed for de ansatte?

Rettighedshavere har ifølge ophavsretsloven eneret til at fremstille eksemplarer af deres værker og til at gøre værkerne tilgængelige for almenheden, herunder fremføre eller sprede værkerne offentligt. Udgangspunktet efter ophavsretsloven er altså, at beskyttede værker m.v. ikke må gøres tilgængelige for almenheden uden samtykke fra ophavsmanden.

Udgangspunktet modificeres dog af konsumptionsprincippet i ophavsretslovens § 19, stk. 1, som er en begrænsning i den ophavsretlige eneret til eksemplarspredning. Reglen indebærer, at ophavsmandens eneret til at råde over et værkseksemplar konsumeres, dvs. udtømmes, når ophavsmanden frivilligt har givet slip på eksemplaret ved at overdrage ejendomsretten til andre. Hvis en virksomhed fx har købt en bog, kan virksomheden som udgangspunkt frit råde over bogen ved at sælge den videre, give den væk som gave eller stille den til rådighed for virksomhedens ansatte.

Konsekvensen af konsumptionsreglen i § 19, stk. 1 er, at bøger, lydbøger, musik cd’er, som er indkøbt af virksomheden, gerne må udlånes til virksomhedens medarbejdere. I forhold til konsumptionsreglen er der dog nogle væsentlige forhold, man skal være opmærksom på.

Konsumptionsreglen finder kun anvendelse for fysiske værkseksemplarer, som med rettighedshavernes samtykke er bragt i handlen inden for EØS (EU samt Norge, Island og Liechtenstein). Værkseksemplarer, som virksomheden eksempelvis har indkøbt i USA (herunder via amazon.com), omfattes ikke af konsumptionsreglen, og sådanne værkseksemplarer må således ikke udlånes til virksomhedens ansatte.

Konsumptionsreglen omfatter ikke udleje, jf. ophavsretslovens § 19, stk. 2. Virksomheden må således i intet tilfælde stille værkseksemplarerne til rådighed for de ansatte mod betaling, medmindre rettighedshaverne giver samtykke hertil.

Konsumptionsreglen er endvidere alene relevant ved distribution af fysiske eksemplarer. Distribution via digitale netværk omfattes med andre ord ikke af konsumptionsreglen. Sammenholdt med de ophavsretlige kopieringsregler er dette baggrunden for, at tilrådighedsstillelse af værker til virksomhedens ansatte via virksomhedens netværk ikke er tilladt uden samtykke fra rettighedshaverne.

Endelig er der en væsentlig modifikation til konsumptionsreglen. Det følger således af ophavsretslovens § 19, stk. 3, at det ikke er tilladt for almenheden at sprede eksemplarer af filmværker og edb-programmer herunder computerspil ved udlån uden rettighedshavernes samtykke. Filmværker skal fortolkes bredt, og som filmværker anses ikke alene spillefilm, kortfilm og lignende men også tv-programmer m.v. Afgørende for, om et værk kan anses for at være et filmværk i ophavsretslovens forstand er, om det består af levende billeder.

Denne bestemmelse betyder dermed, at det i forhold til virksomheden skal vurderes, hvorvidt der er tale om en spredning til ”almenheden”, eller om der er tale om en spredning inden for en lukket kreds, når ansatte låner film eller computerspil med hjem fra arbejdspladsen som et personalegode.

Udtrykket ”almenheden” er ikke et fast defineret begreb i ophavsretsloven, men ”almenheden” fortolkes som det modsatte af den private sfære, hvortil bl.a. familiekredsen og vennekredsen hører. Brug og udlån i privatsfæren kan finde sted uden tilladelse fra ophavsmanden, og derfor er det af stor betydning at få fastlagt, hvor grænsen går i forhold til private virksomheder. Spørgsmålet er derfor, om en større virksomhed kan anses for et lukket forum, der er omfattet af den private sfære? Jo flere ansatte, virksomheden har, jo større sandsynlighed er der for, at kredsen af ansatte ophavsretligt set skal anskues som ”almenheden”. En sluttet kreds såsom medarbejdere i en virksomhed kan således være en offentlig kreds i ophavsretlig henseende.

Når det gælder musik til arbejdet i erhvervsvirksomheder, går offent¬lighedsgrænsen i praksis ved 40 personer. Det betyder, at hvis mindst 40 personer i en virksomheder har adgang til at lytte til musik fx via en radio, så er der tale om offentlig fremførelse. Denne grænse fremgår af forarbejderne til ophavsretsloven og bygger på KODA’s mangeårige praksis på området. KODA er en forkortelse for Komponistrettigheder i Danmark, og KODA repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag, når musik spilles offentligt i Danmark. Denne offentlighedsgrænse kan dog ikke direkte overføre på eksemplet med personalegoder, da der i denne sammenhæng ikke er tale om en offentlig fremførelse af et værk.

Det må konkluderes, at der ikke kan sættes en præcis grænse for, hvornår ”almenheden” er repræsenteret i private virksomheder. Medarbejderstaben i typiske mindre danske virksomheder vil som udgangspunkt udgøre en sluttet kreds, og det betyder, at virksomheden godt kan stille filmværker og computerspil, som er indkøbt indenfor EØS, til rådighed for de ansatte som personalegode. Hvis medarbejderantallet er større – grænsen går muligvis ved 40 - er der ikke tale om en lukket kreds i ophavsretlig forstand, hvorfor tilrådighedsstillelse af film og computerspil til virksomhedens ansatte ikke kan ske uden samtykke fra rettighedshaverne. Der er ikke nogen egentlig retspraksis inden for området, og i sidste ende er det op til domstolene at fastlægge grænserne.

Virksomhederne bør ved udlån af bøger, lydbøger, musik cd’er, dvd-film og computerspil indskærpe over for medarbejderne, at de ikke må kopiere det, de låner med hjem. Dette gælder, uanset om kopieringen sker til personlig eller privat brug.

Denne artikel bringes af Forum Advokater – Lovorientering som led i et samarbejde med advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted. Bender von Haller Dragsted leverer juridiske nyheder om it-ret til Lovorientering.