Letland mod svensk rederi - voldgift?

Print

Oprettet d. 11/8 - 2005

I internationale forhold er det ikke givet, hvilken dom-stol eller anden ret, der skal træffe afgørelse ved uenig-hed, og det er heller ikke på forhånd givet, hvilket lands lovgivning, der skal anvendes ved bedømmelsen. Derfor er det vigtigt, at man i aftalen indsætter bestemmelse både om domstol (værneting) og retssystem.

I det foreliggende tilfælde var der ydermere den ekstra komplikation, at der forelå en overordnet statslig in-vesteringsaftale mellem Sverige og Letland, og at den-ne aftale indeholdt en bestemmelse om, at nærmere bestemte tvister skulle afgøres ved voldgift, og det er denne overordnede aftale, der bestemmer, at den konkrete tvist mellem parterne skal afgøres ved international voldgift.

Ved at anvende reglerne om international voldgift bliver en dansk ad-vokat udpeget som formand for voldgifts-retten, og han bestemte, at voldgiftsretten skulle have sæde i København. Det første, voldgifts-retten gør, er at undersøge, hvorvidt den har kompetence (er beretti-get) til at dømme i sagen. I en tvist mellem et svensk rederi og Re-publikken Letland om ansvaret for et tab som følge af fjernelse og ophugning af et udstillingsskib tilhørende rederiet og leaset til rederiets lettiske datterselskab, sendte rederiets advokat en anmodning om voldgiftsbehandling af tvisten under henvisning til en voldgiftsbe-stemmelse i en investeringsaftale mellem Sverige og Letland.

Efter forhandlinger mellem det svenske og det lettiske udenrigsmini-sterium indgav advokaten en ny anmod-ning om voldgiftsbehandling, hvori advokaten udpeg-ede voldgiftsmanden for rederiet og anmodede Repu-blikken Letland om at udpege sin voldgiftsmand.

Da dette ikke skete, blev der udpeget en voldgiftsmand gennem ge-neralsekretæren for Den faste Voldgiftsret i Haag. Voldgiftsmændene valgte en dansk advokat som formand for voldgiftsretten, der fik sæde i København.

Republikken Letland reagerede ikke på henvendelser fra voldgiftsret-ten og gav ikke møde under voldgifts-rettens mundtlige behandling af sagen.

Efter modtagelse af et referat af forhandlingen sendte Republikken Letland et indlæg til voldgiftsretten, som denne tog i betragtning ved sagens afgørelse.

Voldgiftsretten fandt for det første, at den var kompe-tent i henhold til bestemmelsen i investeringsaftalen, og for det andet at de lettiske myndigheder havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med ophug-ningen af skibet.

Letland blev dømt til at betale en erstatning på ca. 2,5 millioner USD.

Letland anlagde herefter sag mod rederiet ved Sø- og Handelsretten i København med påstand om, at re-deriet skulle anerkende, at vold-giftskendelsen var ugyldig. Letland gjorde gældende, at tvisten ikke var omfattet af voldgiftsbestemmelsen i investeringsaf-talen, og at voldgiftskendelsen var ugyldig, fordi den stred mod ufravigelige retsgrundsætninger.

Rederiet bestred disse anbringender.

Østre Landsret fandt, at tvisten mellem rederiet og Letland var omfattet af investeringsaftalens voldgifts-bestemmelse, og at voldgift-kendelsen ikke stred mod ufravigelige retsgrundsætninger, hvorfor den ikke var ugyldig.

(Sø- og Handelsrettens dom UfR 2003.885)

Kommentar: Dommen viser, hvor vigtigt det er, når man handler internationalt, at man sørger for at have over-blik over de aftaler og regler, der gælder for forholdet. I et rent nationalt forhold ved begge parter som regel nogenlunde, hvilke regler som skal anvendes, hvis der opstår uenighed om noget, fordi vi kender systemet i vores eget land.

Dette sker på baggrund af den danske voldgiftslov. Voldgiftsretten afgjorde i denne sag, at den har kom-petence, hvorefter den egentlige sagsbehandling ind-ledtes.

Letland udnyttede ikke sin mulighed for at udpege sin egen vold-giftsmand og nøjedes med at fremsende et skriftligt indlæg. Dette medførte, at voldgiftsretten anså Letland for at have haft tilstrækkelig lejlighed til at varetage sine interesser.

Letland indbragte voldgiftskendelsen for Østre Lands-ret, idet man ønskede, at det ordinære danske dom-stolssystem skulle afgøre, hvorvidt kendelsen er gyldig, således at den ikke stod ved magt.

Østre Landsret fandt, at det under hensyn til voldgifts-bestemmelsen i investeringsaftalen var korrekt, at sagen blev afgjort ved voldgift, og at kendelsen ikke stred mod ufravigelige retsgrundsætninger, altså at Letland havde haft lejlighed til at forsvare sine interesser under vold-giftsagen. Voldgiftsrettens kendelse stod derfor ved magt.

I denne sag er den ene part en stat, hvorfor den stats-lige aftale bliver et tema under sagen, men uanset dette kan eksemplet anvendes på sager, hvor begge parter er private virksomheder, idet det også viser, hvor vigtigt det er at være repræsenteret korrekt under sagen.

Hvis Letland ikke havde fremlagt et skriftligt indlæg i voldgiftssagen, kunne det tænkes, at Østre Landsrets afgørelse var blevet modsat: at kendelsen ikke var gyldig, så hvis Letland havde valgt ikke at foretage sig noget, kunne sagen være endt bedre for dem. Generelt kan det dog ikke tilrådes ikke at foretage sig noget, hvis man bliver part i en (international) voldgiftssag, idet der som oftest er en meget stor risiko for, at sagen ender med, at der foreligger en voldgiftskendelse, som går én imod, og som man ikke har haft indflydelse på.

På den anden side kan det siges, at ved kun at fremlæg-ge et skriftligt indlæg afskrev Letland sig muligheden for at gøre sine synspunkter gældende over for voldgifts-dommerne med større kraft gennem bistand fra en advokat og ved personligt fremmøde under sagen. Da Østre Landsret (og Voldgiftsretten) lagde vægt på, at Letland havde fremsat sine synspunkter, kan man måske i dette tilfælde sige, at Letland ved den valgte fremgangsmåde kom til at sætte sig mellem to stole.