Internationalt værneting - eneforhandlingsforhold med en udenlandsk leverandør.

Print

Skrevet af d. 26/1 - 2006

Denne sag viser, hvorledes det skal bedømmes, om en dansk domstol er kompetent til at behandle en sag anlagt af en dansk eneforhandler mod leverandøren, når leverandøren er hjemmehørende i et andet EU-land. Det fremgår af EF-domskonventionens § 5.1., at en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat.

I 2002 anlagde Bent Søndergaard sag ved byretten i Nakskov mod John O. Butler & Co., et svensk firma, med påstand om betaling af et nærmere angivet beløb, med henvisning til at John O. Butler & Co. som leverandør og eneforhandlingsgiver havde afbrudt eneforhandlingsforholdet.

John O. Butler & Co. påstod sagen afvist, da betingelserne i EF-domskonventionens § 5.1 ikke var opfyldt, da der ikke forelå noget kontraktforhold mellem parterne.

Retten i Nakskov og Østre Landsret (8. afdeling) afsagde henholdsvis den 29. april 2003 og den 11. juni 2004 kendelser om, at der var værneting i Danmark.

John O. Butler & Co. ankede til Højesteret, som ved dom af 15. august 2005 har stadfæstet landsrettens kendelse.

(Højesterets dom af 15. august 2005 i sag 500/2005).

Kommentar:

For at kunne træffe afgørelse om værneting skulle det på grundlag af lovvalgskonventionens artikel 4 afklares, om dansk eller svensk ret fandt anvendelse på kontraktforholdet.

Landsret og Højesteret fandt, at der ikke var nogen oplysninger om forholdet, som gav grundlag for at fravige formodningsreglen i kontraktlovvalgskonventionens § 4.2., og at eneforhandlingsaftalen derfor i overensstemmelse med denne bestemmelse var undergivet dansk ret, da aftalen angik forhandling i Danmark, og eneforhandler havde sit forretningssted i Danmark.

Når domstolene har fastslået, hvilket lands lovgivning der er gældende, er det den nationale ret, som bestemmer, om der eksisterer en kontrakt i det pågældende forhold. EU domstolen fastslår i sag 28/81 (Effer), at det er antaget, at art. 5.1. kan anvendes selv om sagsøgte bestrider, at der er et kontraktforhold, når den nationale ret finder, at de momenter, der er karakteristiske for selve kontrakten, foreligger. Landsretten og Højesteret fandt, at man ifølge dansk ret kunne konkludere, at der var et kontraktforhold mellem parterne.

Domstolene fandt herefter, at stedet for opfyldelse af en pligt til opretholdelse af et eneforhandlingsforhold er eneforhandlingsområdet. Dermed var sagen med rette anlagt i Danmark.

Det kan måske virke lidt bagvendt, at en svensk virksomhed i mangel af forudgående aftale herom kan sagsøges i Danmark i eneforhandlerforhold, men Østre Landsret og derefter Højesteret illustrerer dette med denne afgørelse. Og illustrerer, at det mere generelt er sådan, at en person/virksomhed, der har bopæl på en kontraherende stats område (i denne sag, Sverige) i sager om kontraktforhold kan sagsøges i den stat, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes (i denne sag, Danmark).

Se f.eks. også U 1996.786, og U 1996.937/2.