Internationalt køb - aftale mellem parterne om værneting

Print

Skrevet af d. 14/6 - 2006

Denne sag viser, hvorvidt en dansk domstol er kompetent til at behandle en sag anlagt af en dansk køber mod dennes tyske leverandør. Det fremgår af EF-Domskonventionens artikel 17, at parterne i tilfælde, hvor mindst én af dem har bopæl på en kontraherende stats område, kan vedtage, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal være kompetente.

I 2004 anlagde Pumac Stanseværk A/S sag ved byretten i Aalborg mod et tysk selskab med påstand om betaling af et nærmere angivet beløb med henvisning til, at det tyske selskab ikke havde betalt nogle varer leveret af sagsøger.

Sagsøgte påstod sagen afvist, da de mente, at der var aftalt værneting i Tyskland i forbindelse med kontrakten.

Retten i Aalborg afsagde den 21. december 2004 dom om, at sagen skulle afvises af retten i Aalborg, da retten i Dertmold, Tyskland, var rette værneting.

Pumac Stanseværk A/S ankede til Vestre Landsret, som ved dom af 14. januar 2006 har ophævet byrettens dom og har henvist sagen til fortsat behandling ved Retten i Aalborg.

(Vestre Landsrets dom af 14. januar 2006 i sag B-0124-05, Ufr 2006, side 1321).

Kommentar:

Vestre Landsrets dom bekræfter, at en aftale om værneting skal opfylde de betingelser, der er nævnt i EF-domskonventionens artikel 17. Aftalen skal enten a) være skriftlig eller mundtlig med skriftlig bekræftelse, eller b) være i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller c) være inden for international handel i den form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindeligt kendt og regelmæssigt fulgt af parter i kontrakter af samme type inden for den pågældende handelsbranche.

I nærværende sag bekræftede det tyske selskab ved fax det tilbud, som blev modtaget fra Pumac Stanseværk A/S. I faxen henviste det tyske selskab til sine almindelige forretningsbetingelser. Af disse forretningsbetingelser fremgår, at tysk ret finder anvendelse på alle ordrer, der afgives til dem, og at Dertmold er påbudt værneting. Da ovennævnte forretningsbetingelser ikke var vedlagt faxen, konkluderer Vestre Landsret, at der ikke findes en skriftlig aftale mellem parterne, og at betingelserne derfor ikke er gældende mellem parterne.

Vestre Landsret finder endvidere, at skrivelsen ikke opfylder en af de andre to betingelser indeholdt i EF-domskonventionenens artikel 17. Parterne havde indgået aftaler to gange tidligere, og forretningsbetingelserne havde ikke i nogen af tilfældene været vedlagt bestillingerne, og derfor har forretningsbetingelsernes vilkår ikke tidligere været anvendt i forholdet mellem parterne.

Vestre Landsret konkluderer, at der i betragtning af, hvordan artikel 17 fortolkes af EF-domstolen, ikke foreligger en aftale mellem parterne om, at retten i Dertmold (Tyskland) er kompetent til at påkende tvisten.