Udlæg i fakturaer undergivet factoringordninger.

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 27/1 - 2005

Der opstår stadig, utallige år efter vedtagelsen af disse regler i Retsplejeloven, tvivl om, hvad der kan gøres udlæg i, også på det mere principielle niveau.

I denne sag var spørgsmålet om fakturaer, der var et led i en factoringordning, altså pantsatte fakturaer, kunne gøres til genstand for udlæg.

Det fremgår af Retsplejelovens § 508 at udlæg kan foretages i rede penge, samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser. Udlæg bør foretages, selvom aktiverne i forvejen er behæftet.

I en konkret sag havde den kommunale pantefoged foretaget udlæg i 2 tilgodehavender som debitor havde hos en virksomhed, som debitor havde udført arbejde for. Fogedretten nægtede udlæg, idet man fandt, at udlægget ikke kunne foretages, da det fremgik af fakturaerne, at de var pantsatte. Derfor ophævede Fogedretten pantefogedens udlæg i tilgodehavenderne. Rekvirenten påkærede kendelsen med påstand om, at udlægget blev stadfæstet. Landsretten fastslog, at den omstændighed, at fordringen muligvis var pantsat, ikke afskar udlæg og henviste til Retsplejelovens § 508. Derfor havde Fogedretten ikke haft grundlag for at ophæve udlægget.

Imidlertid måtte Landsretten konstatere, at udlægget som følge af ophævelsen var ophørt med at eksistere og derfor kunne landsretten ikke stadfæste det. Det eneste Landsretten herefter kunne gøre var, at henvise sagen til Fogedretten til fornyet behandling til foretagelse af udlæg. Det er klart, at sådan en fejl i skønnet fra Fogedretten kan være rettighedsfortabende for kreditor, hvis andre i mellemtiden har haft held med at gøre udlæg i fakturaerne og i påkommende fald kunne man forestille sig et erstatningssøgsmål mod myndigheden.

Det var også et emne under retssagen, om et sådant tilgodehavende var omfattet af Retsplejelovens § 511, stk. 1, som siger, at udlæg som udgangspunkt ikke kan foretages i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for personligt arbejde. I den forbindelse konstaterede såvel Fogedretten som Landsretten, at fakturaerne vedrørte arbejde som en selvstændig har udført for andre, men ikke krav optjent i et ansættelsesforhold. Dermed er der tale om simple fordringer og ikke om krav, som er omfattet af retsplejelovens § 511, stk. 1.

(Østre Landsrets kendelse af 28. september 2004 i kære 11. afd. B-1595-04, UfR2005.1030Ø)