Den forenklede inkassoproces er langtfra enkel - brugen af betalingspåkrav reguleres i vidt omfang af retspraksis.

Print

Oprettet d. 6/9 - 2005

Som mange praktikere forudså, har den nye forenklede inkassoproces vist sig at være alt andet end enkel. Lovgiver har overladt en lang række problemstillinger til afklaring i det praktiske liv i retterne, og nu begynder de første landsretsafgørelser at kridte banen op. I denne omgang har jeg valgt at omtale fire afgørelser:

Hvis et krav rettes mod flere skyldnere, som ikke bor i den samme retskreds, og hvis kreditor ønsker fogedforretning gennemført med det samme, skal der indleveres betalingspåkrav mod hver enkelt skyldner i hans/hendes retskreds. Hvis kreditor indleverer ét betalingspåkrav med udlægsanmodning, hvor kravet blandt andre rettes mod en debitor, som ikke bor i retskredsen, vil fogedretten afvise sagen i sin helhed!
Det betyder, at der skal betales fuld fogedretsafgift i hver af de retskredse, hvor der bor en skyldner. Det fordyrer i sig selv sagen, men dertil kommer, at kreditor næppe kan opkræve flere retsafgifter hos den enkelte skyldner end de, der konkret vedrører den pågældende. Kreditor (eller dennes advokat) skal med andre ord holde styr på separate opgørelser overfor hver enkelt solidarisk hæftende skyldner.

(Ø.L.K. af 8. marts 2005 i kæresag B-575,05 – UfR 2005.1947 Ø)

Hvis skyldneren ikke har betalt udlejers tilgodehavende i henhold til en flytteopgørelse, kan betalingspåkrav indleveres til fogedretten i den retskreds, hvor skyldneren (nu) bor.
Fogedretten i Aalborg mente, at betalingspåkravet skulle indleveres i den retskreds, hvor ejendommen lå (Århus). Det var landsretten ikke enig i.

(V.L.K. af 15. april 2005 i kæresag B-0525-05 - UfR 2005.2293 V)

Afholdte udenretlige inkassoomkostninger skal specificeres. En kreditor krævede dækning for omkostninger ved udenretlig fremmedinkasso ved et selvstændigt inkassobureau. Fogedretten forlangte oplyst hvilke omkostninger, der rent faktisk havde været forbundet med den udenretlige inkasso. Begrundelsen var, at de satser, som er fastsat i Omkostningsbekendtgørelsen (BEK 601 af 12. juli 2002) må anses for maksimumbeløb og ikke som faste takster. Det kunne i sagens natur ikke uden videre lægges til grund, at de faktiske omkostninger svarede til eller oversteg maksimumbeløbene. Dette gav Østre Landsret desværre fogedretten medhold i.
Denne afgørelse er - muligvis - i overensstemmelse med den mest indskrænkende fortolkning af reglerne, men for det praktiske liv er den meget svær at leve med, og den synes ikke at være i overensstemmelse med reglernes formål. Der er meget stor uenighed om blandt andet dette forhold, og fogedretternes praksis er meget uens. Nogen er pragmatisk og praktisk orienteret – andre er formalistiske og ser stort på reglernes overordnede formål. Denne afgørelse bringer os næppe nærmere en afklaring eller en ensretning.

(Ø.L.K. af 27. april 2005 i kæresag N-1203-05 – p.t. utrykt)

Fogedretten kan ikke forlange dato for udsendelse af rykkere oplyst som betingelse for at beramme en fogedsag. Det følger af rentelovens § 9b, stk. 2, at der kun kan kræves rykkergebyr for rykkere, der afsendes med min.10 dages mellemrum. Fogedretten havde meddelt kreditor frist til at oplyse datoerne for udsendelse af rykkerbreve til skyldneren, idet sagen ellers ville blive afvist. Landsretten slog fast, at betalingspåkravet efter sit indhold kunne danne grundlag for afholdelse af fogedretsmøde, og at – eventuel - manglende overholdelse af rentelovens § 9 b, stk. 2 ikke afskærer kreditors adgang til at anmode fogedretten om bistand til at tvangsinddrive en fordring.
Noget andet er så, at fogedretten kan tilsidesætte denne del af det opgjorte krav, hvis fogedretten ikke føler sig overbevist om, at rykkergebyrer opkræves med rette. Kreditor bør derfor være forberedt på at give denne oplysning under fogedretsmødet.

(Ø.L.K. af 6. juni 2005 i kæresag B-1571-05)