Selvfinansiering og ledelsesansvar

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 22/6 - 2005

Det er som bekendt ulovligt at finansiere købet af et selskab med selskabets egne aktiver.

Det fremgår af Aktieselskabslovens § 115 og Anpartsselskabslovens § 49, at et selskab ikke må yde lån til eller stille sikkerhed for aktionærer, anpartshavere, bestyrelsesmedlemmer og direktører i selskabet eller et moderselskab til dette og at selskabet ikke må yde lån til finansiering af erhvervelse af aktier eller anparter i selskabet eller aktier eller anparter i dets moderselskab. Et selskab må heller ikke stille midler til rådighed eller sikkerhed i forbindelse med en sådan erhvervelse, som det fremgår af bestemmelserne.

Den 4. maj 2001 afsagde Østre Landsret dom i Røkke-sagen og fandt, at der forelå ulovlig selvfinansiering.

I sagen indgik blandt andet en håndpantsætning af et selskabs konto til sikkerhed for en bank, der lånte en investor midler til at tegne en kapitalforhøjelse i selskabets moderselskab.

Dommen illustrerer anvendelsen af hæftelsesreglen i Anpartsselskabslovens § 49 og Aktieselskabslovens § 115, idet den slår fast, at ledel-sen var bekendt med de omstændigheder, som begrunder ansvaret og slår fast, at eventuelt ukendskab til bestemmelsen ikke fritager for ansvar og Østre Landsret fandt på denne baggrund ledelsen erstatningsansvarlig.

Hæftelsesreglen i loven lyder på, at de, der har truffet eller opretholdt dispositionerne, indestår for selskabets tab. Dommen må ikke læses sådan, at der kræves uagtsomhed hos ledelsen for at ifalde ansvar efter reglerne.

Højesteret har tidligere i forbindelse med selskabstømmersagerne slået fast, at der er tale om en egentlig objektiv hæftelse for tilbageførsel af midlerne til selskabet eller dettes bo, jfr. f.eks. dommen om
Pirchert-optik ApS, UFR. 1998.455 H, hvor det udtales, at reglen om, at de der har truffet eller opretholdt dispositionerne i strid med selvfinansieringsforbudet, indestår for selskabets tab efter Aktieselskabslovens § 115 stk. 5, der må forstås som en regel om hæftelse på objektivt grundlag.

Den nye dom behandler også advokatens rolle og fastslår, at han fandtes at have været bekendt med, at det var et vilkår for ydelsen af lånet, at en selvfinansiering ville finde sted.

Den advokat, som fandtes at besidde denne viden, fandtes tillige erstatningspligtig.

En anden advokat, der ikke fandtes at have den samme viden, blev derimod frifundet.

Det afgørende for så vidt angår rådgiveren er, at Højesteret tidligere i UFR 2000.23H har fastslået, at indeståelsesreglen i stk. 5 ikke omfat-ter advokater, der ikke deltager i beslutningen om selvfinansiering. Sådanne advokater, eller for den sags skyld andre rådgivere, kan derfor kun blive erstatningsansvarlig, hvis den almindelige erstatningsregel, som forudsætter culpa, det vil sige blandt andet uagtsomhed, kan begrunde et sådant erstatningskrav.