Rådgiveransvar for landbrugsforening

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 24/1 - 2005

Der har i de senere år udviklet sig retspraksis omkring rådgiveransvaret for organisationer, såsom fagforeninger og landbrugsforeninger overfor deres medlemmer. Denne sag angik et krav på 100.000 kr., hvor medlemmet af en landbrugsforening mente, at konsulenten uopfordret burde have rådgivet ham og afgørelsen pålægger et på mange måder vidtgående ansvar i forbindelse med manglende rådgivning. Begrundelsen for kravet var, at en fritidslandmand angiveligt på grund af en fejl begået af landbrugsforeningen ikke fik udbetalt supplerende omlægningstilskud uden mælkekvote for årene 1997 – 1999.

Landmændene havde meldt sig ind i landbrugsforeningen på anbefaling af en landbrugskonsulent, som han kendte. Efter ca. 7 års ejerskab omlagde landmanden i 1997 til økologisk drift. I den forbindelse rekvirerede landmanden i strukturdirektoratet et ansøgningsskema til omlægning til økologisk drift. Han modtog skemaet og en vejledning og fandt ud af, at ansøgningsskemaet skulle attesteres af en godkendt konsulent. På bagsiden af vejledningen var der en liste over godkendte konsulenter, og da landmanden genkendte et navn på listen rettede han henvendelse til den landbrugsforening, hvor konsulenten var ansat.

Han bestilte tid til den nødvendige attestation hos konsulenten i landbrugsforeningen ca. en uge senere. Ved bestillingen sagde han, at han havde bestemt sig for omlægning, og at skemaet skulle ordnes. Mødet med konsulenten den 26. marts 1997 varede måske knap en time. Konsulenten så på skemaet og gik det igennem. Da attestationen var skrevet, regnede landmanden med, at alting var i orden, når der nu var nogen der var klogere end ham selv, der havde set på ansøgningen. Han betalte 525 kr. + moms for mødet og sendte skemaet til strukturdirektoratet. Efter et stykke tids forløb kom der penge fra direktoratet. Sagsøgeren kunne ikke rigtig få beløbet til at passe med satserne, men da beløbet kom i klatter, regnede han ikke videre på det og derefter gik tiden.

Først i forbindelse med omlægning af yderligere jord til økologisk drift opdagede han i julen 1999, at der var fejl i det hidtil modtagne tilskud.

Han fandt derefter ud af, at han havde fået for få penge udbetalt. Da han foreholdt dette for konsulenten, sagde konsulenten, at landmanden skulle skrive til Strukturdirektoratet og i øvrigt holde ham orienteret om sagen. Strukturdirektoratet afslog efterbetaling.

Under afhøringen af landmanden indrømmede han, at han nok i artikler havde læst om støtteordningerne, men det var aldrig gået op for ham, at der var forskellige støtteformer. Han oplyste under sin afhøring, at han fra Strukturdirektoratet efterfølgende telefonisk havde fået oplyst, at direktoratet havde valgt at udstede skemaerne vedrørende den supplerende støtte via konsulenterne, fordi direktoratet vidste, at potentielle omlæggere skulle have kontakt med konsulenterne med henblik på attestation af omlægningsansøgningerne.

Under afhøringen af konsulenten, oplyste denne, at hvis landmanden havde bedt om rådgivning vedrørende tilskud, ville han have givet denne rådgivning, men rådgivningen ville i så fald havde varet 3 – 5 timer. Klienten mente ikke, at den rådgivning man havde bedt om inkluderede rådgivning om tilskud.

Konsulenten udtalte endvidere, at eftersom landmanden kom med et skema han selv havde udfyldt, hvilket krævede indsigt i økonomisk drift, var vidnet ikke i tvivl om, at landmanden havde truffet beslutninger om omlægning, og han følte derfor ikke, at der var anledning til nærmere drøftelser med landmanden omkring tilskudsspørgsmålene. Det beløb på 525 kr. + moms, som landmanden havde betalt for mødet, dækkede kun en times arbejde, hvilket var langt fra tilstrækkeligt til en i bund gående økonomisk rådgivning.

Landsretten lagde vægt på, at et af landbrugsforeningens formål som konsulent- og rådgivningsorganisation indenfor landbruget var, at bistå medlemmerne med at varetage deres landbrugsfaglige og driftsøkonomiske interesser. Landsretten udtalte, at uanset at konsulent- og rådgivningsbistand alene ydes på anmodning og mod betaling måtte det i et vist omfang påhvile en sådan organisation at gøre et medlem, der henvender sig, opmærksom på konkrete forhold, som har væsentlig betydning for medlemmets drift og økonomi, og som kan give medlemmet anledning til at søge rådgivning.

Landsretten lagde endvidere til grund, at fristen for at søge tilskud udløb få dage efter mødet i marts måned 1997, at det fremgik klart for konsulenten, at landmanden opfyldte betingelserne for at opnå supplerende tilskud, at konsulenten havde ansøgningsskemaer til støtteordningen liggende, at han havde videresendt dette skema til de kendte økologiske omlæggere kort forinden, og at der under de foreliggende omstændigheder var en nærliggende mulighed for, at landmandens viden på et væsentligt punkt ikke var ført ajour.

På denne baggrund fandt landsretten, at det påhvilede landbrugsforeningen som rådgivningsorganisation i medlemmets interesse at gøre opmærksom på, at tilskudsmulighederne var udvidet, og på ansøgningsfristen – eventuelt ved at udlevere det nævnte materiale.

På denne baggrund fandt landsretten, at landbrugsforeningen var erstatningspligtig overfor landmanden. Landsretten fandt ikke, at det forhold, at landmanden havde set artikler i fagpressen med omtale af de udvidede tilskudsmuligheder skabte grundlag for at reducere erstatningskravet på grund af egen skyld.

(Vestre Landsrets dom af 30. august 2004 i anke, 6. afd. B-2473-03, UfR 2004.2830V)

Kommentar: Dommen giver grund til påpasselighed og er udtryk for, at man som rådgiver har en omsorgspligt overfor den der henvender sig i tillid til, at han får professionelle råd der er egnede til at sikre hans retsstilling på de områder, han spørger.

Det er en ganske sædvanlig biforpligtelse i et kontraktforhold, at man drager omsorg for sin medkontrahent. I henhold til den refererede afgørelse må man som rådgiver svare på mere end det der bliver spurgt om, når man må forstå, at det kan have betydning for klienten.

Det er ikke en undskyldning for at undlade rådgivning, at man ikke har taget særlig meget for ydelsen. Dette princip genkendes fra f.eks. bestyrelsesansvarssagerne. I den forbindelse henvises til en række andre domsreferater på Lovorientering, og til min bog ”Bestyrelsesansvar - vurderingsmetode og målestok”.

Det skal nævnes, at denne dom er afsagt af en splittet landsret, og dermed at spørgsmålet ikke har været let for landsretten at afgøre. Mindretallet lagde vægt på, at formålet med henvendelsen til konsulenten var meget veldefineret, og på denne baggrund fandt mindretallet ikke, at der forelå en forpligtelse til at rådgive udover om selve spørgsmålet. Mindretallet ville således have frifundet landbrugsforeningen.

Dommen eksemplificerer en anden ting, nemlig fordelene ved at benytte rådgivere herunder advokater der er specialister, så man har en rådgiver, der har overblikket over området og kan rådgive når det er nødvendigt også om det, der ikke bliver spurgt om.